Tyskland har fundet eksplosiver på yacht koblet til Nord Stream
Danmark, Sverige og Tyskland har sendt et fælles brev om Nord Stream-efterforskninger til FN's Sikkerhedsråd.
Tyskland har fundet spor af undersøiske eksplosiver i prøver, der er taget fra en yacht, der mistænkes for at være blevet brugt til at transportere eksplosiver til at udføre sprængninger på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2.
Det skriver landet i et fælles brev med Sverige og Danmark til FN's Sikkerhedsråd.
De tre lande udfører hver deres efterforskninger af, hvem der udførte sabotage på gasrørledningerne i september sidste år.
De har sendt en status på efterforskningen til FN's Sikkerhedsråd tirsdag. Det er dagen inden et møde i rådet, som Rusland har indkaldt til.
Kompleks efterforskning
Rusland har klaget over, at det ikke er blevet informeret om undersøgelserne.
- Sabotagehandlingernes natur er hidtil usete, og efterforskningerne er komplekse, skriver de tre lande i et fælles brev, der er dateret til mandag.
Brevet indeholder opdateringer på alle tre landes efterforskninger.
I brevet lyder det, at Tyskland har efterforsket "den mistænksomme chartring af en yacht", der var blevet lejet på en måde, der "skjulte identiteten på den rigtige lejer".
Tirsdag aften har Udenrigsministeriet i Danmark delt brevet på Twitter. Her fremgår det blandt andet, at undersøgelserne fortsat er i gang, og at det ikke vides, hvornår de afsluttes.
Undersøger bådens præcise rute
- Operatørerne af gasrørledningerne, Nord Stream 1 og Nord Stream 2, har fået tilladelse til at foretage undersøgelser i forhold til skaderne på rørledningerne, lyder det blandt andet i Danmarks del af brevet.
Tyskland er stadig i gang med at undersøge bådens præcise rute.
- Det mistænkes, at båden, der tales om, kan have været brugt til at transportere de eksplosiver, der eksploderes ved gasrørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2, lyder det i brevet om Tysklands efterforskning.
- Spor af undersøiske eksplosiver er fundet i prøver taget fra båden under efterforskningen.
Rusland: Vesten står bag
- Ifølge ekspertvurderinger er det muligt, at trænede dykkere har kunnet sætte eksplosiver fast på de punkter, hvor der er sket skade på gasrørledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2, som ligger på havbunden på en dybde på omkring 70 til 80 meter, lyder det.
Rusland siger, at det er Vesten, der står bag sprængningerne. Vestlige regeringer har afvist at være involveret. Det samme har Ukraine, som Rusland invaderede i februar sidste år.
I marts i år forsøgte Rusland forgæves at få FN's Sikkerhedsråd til at bede om en uafhængig undersøgelse af sprængningerne på Nord Stream.
- På dette tidspunkt er det ikke muligt på pålidelig vis at etablere identiteten på gerningsmændene og deres motiver, især i forhold til spørgsmålet om hvorvidt hændelsen var styret af en stat eller statsaktør, lyder det i brevet om Tysklands undersøgelse.
Nord Stream 1 og 2 er gasrørledninger, der løber fra Rusland til Tyskland.