Tusass: Solcelleanlæg skal spare diesel i Aasiaat

Tusass’ bygninger i Aasiaat skal nu delvist drives af solenergi og være med til at reducere selskabets CO2-aftryk. Anlægget på bygningen er muligvis det hidtil største i Grønland.

Offentliggjort

Sol skal nu erstatte noget af den diesel, som bliver brugt i Tusass' bygninger i Aasiaat.

Det selvstyreejede selskab oplyser på sin hjemmeside, at der nu er sat 253 solpaneler op, og at de forventes at nedbringe det estimerede CO2 udslip på driften af bygningen fra 223.920kg/år til 151.766kg/år.

Det er en reducering på 32 procent, og anlægget er formentlig Grønlands største anlæg målt på kapacitet i et system.

- Selve installationen, hvis ide stammer fra kollegaerne i Aasiaat, vil være med til at give Tusass en økonomisk besparelse, samt opfylde Tusass’ mål om at producere mere vedvarende energi, udtaler Alex Amâsa Olsen, der er projektleder hos Tusass.

Ifølge projektlederen skal otte Tusass-bygninger i fremtiden forsynes delvist med egenproduceret strøm:

- Vi håber ved at indtage førstepladsen med største installerede solcellekapacitet, at vi snart vil blive udfordret, eller overgå os selv, udtaler hun.

Powered by Labrador CMS