Trump vil hjælpe strandede skibe - Iran truer med at angribe den amerikanske flåde

Søndag meddelte USA's præsident, at USA mandag vil begynde at hjælpe strandede skibe ud af Hormuzstrædet.

Mange skibe har været strandet i Hormuzstrædet, efter at Iran i slutningen af oktober blokerede for næsten al skibstrafik. (Arkivfoto).
Offentliggjort

Irans militær siger mandag morgen tid, at den amerikanske flåde vil blive angrebet, hvis den sejler ind i Hormuzstrædet.

Det fremgår ifølge nyhedsbureauet AFP af en udtalelse fra militæret, der viderebringes i det iranske statsmedie IRIB.

Meldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, søndag meddelte, at USA mandag vil begynde at hjælpe strandede skibe ud af Hormuzstrædet.

- Vi advarer ethvert fremmed lands militær - især USA's aggressive militær - om, at det vil blive angrebet, hvis det forsøger at nærme sig og sejle ind i Hormuzstrædet, lyder det fra generalmajor Ali Abdollahi fra Irans militærs centralkommando i udtalelsen.

- Vi har gentagne gange sagt, at sikkerheden i Hormuzstrædet er under Den Islamiske Republik Irans militærs kontrol, og under alle omstændigheder skal sikker passage koordineres med disse styrker.

USA: Vil bidrage med 100 fly og 15.000 soldater

Den amerikanske præsident gav søndag ikke mange detaljer om operationen i Hormuzstrædet, som han har døbt "Project Freedom".

Det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, har dog efter Trumps melding delt en udtalelse, hvori det lyder, at styrker fra kommandoen vil støtte operationen.

I udtalelsen fremgik det blandt andet, at det amerikanske militær vil bidrage med flere end 100 fly og 15.000 soldater til "Project Freedom".

Iran har blokeret for næsten al skibstrafik med undtagelse af landets eget i Hormuzstrædet i mere end to måneder, efter at USA indledte en krig mod Iran.

Det har sendt energipriserne i vejret.

Trump omtaler det som humanitær operation

Ifølge Donald Trump har lande fra hele verden anmodet USA om hjælp til at få skibene ud af den strategisk vigtige flaskehals i Mellemøsten.

- For Irans, Mellemøstens og USA's skyld har vi fortalt disse lande, at vi leder deres skibe sikkert ud af disse indskrænkede farvande, så de frit og effektivt kan fortsætte deres forretning, skrev Trump søndag.

Præsidenten omtaler det som en humanitær operation, da flere skibe ifølge ham er ved at løbe tør for mad og andre forsyninger.

Ebrahim Azizi, som er leder af den nationale sikkerhedskommission i Irans parlament, advarede natten til mandag også USA om at sejle ind i farvandet.

- Enhver amerikansk indblanding i det nye maritime regime i Hormuzstrædet vil blive betragtet som en overtrædelse af våbenhvilen, skrev han på X.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS