Trudeau vil have undersøgt påstået kinesisk påvirkning af valg

Efter pres fra vælgerne søsætter Canadas premierminister en række undersøgelser af mulig valgpåvirkning.

Offentliggjort

Canadas premierminister, Justin Trudeau, vil udpege en uafhængig efterforsker. Vedkommende skal undersøge påstået kinesisk påvirkning af canadiske valg.

Det siger Trudeau natten til tirsdag dansk tid.

Canadiske medier er på det seneste kommet med detaljerede beskrivelser af påståede kinesiske forsøg på indblanding i canadiske valg i 2019 og 2021. Historierne har været baseret på anonyme efterretningskilder.

- Jeg vil udpege en uafhængig særlig rapportør, der får et bredt mandat og skal komme med ekspertanbefalinger, siger Trudeau.

Personen skal også have mulighed for at lave en offentlig undersøgelse af sagen.

Meldingen fra Trudeau kommer, efter at mediernes historier om påstået påvirkning har sat ham under pres for at handle fra vælgerne.

Premierministeren har også bedt parlamentsmedlemmer i det nationale sikkerhedsudvalg om at indlede en efterforskning.

Også myndigheden NSIRA - det nationale sikkerheds- og efterretningsevalueringsagentur - er blevet bedt om at komme med en vurdering af den canadiske respons.

- Tilsammen skal disse tiltag give os en bedre forståelse af, hvad der skete i de seneste to valg, siger Trudeau.

Han nævner følgende eksempler:

- Hvordan udenlandske regeringer forsøgte at blande sig, hvordan sikkerhedstjenester i Canada håndterede truslen om påvirkning, og hvordan informationen blev delt på tværs af regeringen.

Kina har afvist at have blandet sig i canadiske valg.

Trudeau har tidligere erkendt, at Kina har forsøgt at påvirke canadiske valg. Men både han og embedsmænd i efterretningstjenesterne insisterer på, at valgresultater ikke er blevet påvirket. Trudeau og embedsmændene har ikke bekræftet mediehistorierne.

Avisen The Globe and Mail skrev sidste måned med henvisning til efterretningskilder, at Kina foretrækker en regering med Trudeaus Liberale Parti frem for Det Konservative Parti.

På trods af uoverensstemmelser mellem Kinas præsident Xi og Trudeau om diverse emner anses Det Liberale Parti for at være mere kinavenligt end de konservative. Det Konservative Parti har traditionelt en mere hård kurs over for den kinesiske regering.

Powered by Labrador CMS