Troels Lund Poulsen om droner: Vi overvejer alternativer
Troels Lund Poulsen kunne intet konkret præsentere i forhold til penge til forsvaret i Arktis, men der overvejes alternativer til overvågningsdroner, som endnu ikke er købt.
Efter halvanden dag i Grønland kan fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) ikke komme nærmere ind på, hvordan og hvor mange penge der skal bruges i Grønland og Arktis, når forsvarsforliget skal forhandles på plads senere på året.
- Vi er i tæt dialog med Naalakkersuisut om, hvilke kapaciteter der skal investeres i. Det er ikke noget, der bliver aftalt i dag eller i morgen, det bliver på lidt længere sigt, siger Troels Lund Poulsen efter en kort briefing hos Arktisk Kommando i Nuuk.
Han vil ikke afsløre, om det bliver Nordsøen eller Arktis der får højeste prioritet når pengene skal fordeles.
- Der ligger to vigtige ting, som skal prioriteres. Den ene er rigsfællesskabet, som jeg synes, vi har været for dårlige til at prioritere. Det er kun blevet mere aktuelt efter den sikkerhedspolitiske situation, som vi befinder os i med Ukraine efter 24. februar 2022. Men Østersøen har også ændret karakter i forhold til at blive et NATO-område nu, i endnu højere grad end før.
Større fokus i områderne
Det kommer ifølge Troels Lund Poulsen til at give udslag i, at Danmark der tidligere har prioriteret en markant tilstedeværelse udenfor Europa, fremover vil have mere fokus på Arktis og Østersøen.
Ministeren vil ikke løfte sløret for, hvordan pengene skal prioriteres, men peger blandt andet på efterslæb af materiel, Arktisk Kommandos flåde og manglende mandskab samt udfordringerne med droneinvesteringer, som allerede er vedtaget.
- Der blev afsat 750 mio. kroner til overvågningsdroner i den Arktiske kapacitetspakke. Men det viste sig, at de var noget dyrere, end vi havde regnet med. Derfor skal vi have fundet en løsning på, hvordan vi får leveret den kapacitet, om det skal være en drone eller noget andet.
Kunne det for eksempel være bemandede fly?
- Vi overvejer rigtigt meget, og det er også det, vi kommer til at diskutere med de partier, der er med i den kommende forsvarspakke. Men det bliver en diskussion vi først tager hul på efter sommerferien, når vi har fundet pengene. Det der er det vigtige lige nu, er at få skabt rammerne for, at vi har de penge, der er nødvendige i forhold til fremtidens investeringer i forsvaret.