Troels Lund og Vivian Motzfeldt takker soldater ved Buksefjorden
Den danske forsvarsminister og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender mødte soldaterne, der øver ved Buksefjordsværket.
Forsvarschef Michael Hyldgaard, forsvarsminister Troels Lund Poulsen og naalakkersuisoq Vivian Motzfeldt i samtale med en af de udsendte soldater ved værket i Buksefjorden.
Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix
Lørdag formiddag var der hilsener og tak fra politisk side til soldaterne i Grønland.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S) besøgte Buksefjordsværket, hvor danske soldater for tiden udgør et såkaldt bevogtningsbidrag.
De tilstedeværende journalister fra Grønland, Danmark og international presse spurgte blandt andet forsvarsministeren, om de mange soldater nu vil være hverdag i Grønland.
- Vi har jo permanent tilstedeværelse i Grønland, og det har vi også haft historisk. Vi har så besluttet her i efteråret 2025, at vi skal have en større militær tilstedeværelse, og jeg ser også gerne, at flere NATO-allierede er til stede.
- En ny normal
Der er planer i gang for en mere permanent øvelsesaktivitet i Grønland. Det ligger på forsvarschefens bord lige nu, fortalte ministeren. Forsvarschef Michael Hyldgaard var ligeledes til stede ved Buksefjordsværket.
Vivian Motzfeldt understregede for de udenlandske journalister, at den militære tilstedværelse er en ”ny normal” i Grønland.
- Det er vigtigt for det grønlandske folk at mærke, at vi ikke står alene. Det er derfor, vi er her i dag, fortsatte hun.
Vivian Motzfeldt er samtidig bevidst om, at militær også gør nogle borgere nervøse. Derfor understregede hun betydningen af den gode dialog.
- Det er vigtigt at nævne, at vi holder borgermøde senere i dag. Og det er vigtigt at tale med folk, også selvom ikke alle spørgsmål kan besvares i dag.
Mange møder på vej
Flere journalister ville også gerne have svar på, hvordan det går med forhandlinger med USA i den nye arbejdsgruppe.
- Som vi allerede har meddelt, er mødet gået godt. Vi har sagt klart, hvor vores røde linjer ligger. Der kommer til at være mange møder fremover, og jeg synes, vi skal give dem arbejdsro, sagde Vivian Motzfeldt.
Begge politikere vendte sig derefter mod forsamlingen af soldater og takkede dem for deres tilstedeværelse og indsats.
Derefter afholdt soldaterne en kort øvelse for tv-kameraerne, inden selskabet gik tilbage mod både og helikoptere. Senere lørdag er der som nævnt borgermøde og endnu et doorstep med politikerne.