Tre unge personer anklaget for hashindsmugling
Sermersooq kredsret behandler en større sag om indsmugling af hash, hvor en mand og to kvinder der alle er i starten af 20’erne sidder på anklagebænken.
Anklagemyndigheden i en større sag om indsmugling og videreoverdragelse af hash, kræver to og et halvt års anstaltsanbringelse til en mand og en kvinde, samt tre års anstaltsanbringelse til en kvinde, der alle sidder på anklagebænken.
Sagen behandles i disse dage i Sermersooq Kredsret, hvor sagen forventes afsluttet fredag den 16. februar.
Arbejdet sammen for at smugle hash
Sagen drejer sig om forsøg på indsmugling af i alt 14 kilo hash til Grønland med formål om videreoverdragelse til ukendte gerningsmænd.
Ifølge anklageskriften har de tre personer arbejdet sammen for at indsmugle de euforiserende stoffer i en periode fra slutningen af marts til starten af april sidste år.
Ifølge anklageskriften er den tiltalte mand blevet anholdt af politiet den 22. marts 2023, hvor han var i besiddelse af hash under en rejse fra Danmark til Grønland.
Flere effekter konfiskeret
De to kvinder i sagen er blevet tilbageholdt af politiet den 8. april. De to kvinder skulle ifølge anklageskriftet været tilbageholdt i Kangerlussuaq, hvor de var i besiddelse af over fire kilo hash, der er indsmuglet fra Danmark.
Ifølge retslisten er der flere vidner i sagen. Udover anbringelse i anstalten kræver anklagemyndigheden, at de tre tiltalte skal betale for sagsomkostninger, samt få konfiskeret en del ejendele som flere iPhones, vakuumposer, vakuummaskine, digitalvægt samt hash.