Torsk: 25 licenser står for en tredjedel af indhandlingen

Ganske få licenser står for lidt over en tredjedel af fiskeriet i det kystnære torskefiskeri.

Offentliggjort

Selvom antallet af licenser i det kystnære fiskeri efter torsk er rekord højt med i alt 2.451 licenser i 2019, så står 25 licenser (én procent af det samlede antal licenser) - for 35 procent af kvoteoptaget.

Det viser en rapport om det kystnære fiskeri efter torsk, som Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug har udarbejdet.

I rapporten kigger departementet specifikt på de 25 licenser, der har indhandlet den største mængde. Og det viser sig, at de 25 licenser står for 35 procent af det totale kvoteoptag.

Kan have flere fartøjer

- Det er vigtigt at understrege, at en licens i det kystnære fiskeri efter torsk, ikke er begrænset til at udøve fiskeri med et enkelt fartøj. Det betyder således, at en licens, uanset om den er udstedt til en person eller et selskab, ofte indeholder flere fartøjer, og det er også tilfældet for de 25 licenser, der har indhandlet mest i 2018, skriver departementet.

Ud af de 25 licenser har 10 desuden modtaget erhvervsstøtte fra Selvstyret, står der i rapporten.

- De omtalte 10 modtagere af erhvervsstøtte, har i løbet af de sidste 10 år tilsammen modtaget støtte, i form af tilskud til nye fartøjer eller ophugningsstøtte, på i alt 18,7 mio.kr, skriver departementet.

Departementet har derudover kigget nærmere på de ti licenser med størst indhandling.

Gik fra 309 til over 1.000 tons

Har viser det sig, at nogle af dem, der er lykkedes med at øge indhandlingen mest, er fiskere, der har indhandlet til brøndbåden ved Maniitsoq.

En licenshaver har formået at øge indhandlingen fra 309 tons i 2014 til over 1.000 tons i 2016 og 2017.

- Denne markante udvikling, har været mulig gennem levering/ indhandling til brøndbåden omkring Maniitsoq, skriver departementet.

Brøndbåden transporterer fisken levende til fabrikken, hvor den opbevares i bure på havet, indtil den tages ind til behandling.

Powered by Labrador CMS