To personer er døde i flyulykke i lufthavn i New York

Pilot og andenpilot mistede livet, da et passagerfly ramte en brandbil i New Yorks lufthavn LaGuardia.

Billeder fra hændelsen i LaGuardia-lufthavnen viser, at der er adskillige redningskøretøjer til stede.
Offentliggjort

Piloten og andenpiloten er døde, efter at et passagerfly er kollideret med en brandbil på en af landingsbanerne i New Yorks lufthavn LaGuardia.

Det meddeler havnemyndigheden i New York, der også har ansvar for byens lufthavne.

41 passagerer og besætningsmedlemmer er bragt på hospitalet. Størstedelen har kunnet forlade hospitalet igen, mens ni har brug for yderligere behandling, meddeler myndigheden.

Ulykken skete kort efter klokken 23.30 søndag aften lokal tid, hvilket er mandag nat klokken 01.30 grønlandsk tid.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at der er tale om et passagerfly fra Air Canada, der var landet i den amerikanske millionby efter at være fløjet fra Montreal i Canada.

Ifølge passagerlisten var der 76 mennesker om bord på flyet. Af dem var fire besætningsmedlemmer. Det meddeler det canadiske luftfartsselskab Jazz Aviation, der er partner med Air Canada, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Stødte sammen med 40 km i timen

Flyet ramte køretøjet med en fart på knap 40 kilometer i timen. Det skete ifølge overvågningssiden FlightRadar24, da flyet trillede ned ad landingsbanen, som køretøjet krydsede.

Ifølge de foreløbige oplysninger skulle det være en brandbil, der er stødt sammen med flyet.

Den havde fået tilladelse fra kontroltårnet til at krydse landingsbanen, bekræfter optagelser af kommunikationen i tårnet.

Få øjeblikke senere lyder en kontraordre fra kontroltårnet til brandbilen om, at den omgående skal stoppe.

Det amerikanske medie CNN skriver, at videoer, som cirkulerer på de sociale medier, viser redningskøretøjer omkring flyet, hvis cockpit ser ud til at være beskadiget.

Hændelsen har fået den amerikanske luftfartsmyndighed til at lukke LaGuardia med begrundelsen om, at det drejer sig om en nødsituation.

Lufthavnen forventes at være lukket frem til mandag klokken 14 lokal tid - klokken 16 grønlandsk tid, meddeler de amerikanske luftfartsmyndigheder FAA ifølge Reuters.

Lukningen sker dels i forhold til redningsarbejdet og dels for at kunne undersøge hændelsen tilbundsgående.

Ankommende fly er enten blevet omdirigeret til andre lufthavne eller er fløjet retur til, hvor de lettede fra.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS