To nye smittede i Nuuk
Der er konstateret to nye smittede i Nuuk mandag. Nu er der fire kendte smittekæder, og smitteopsporing er i gang.
Ved de seneste tests af borgere i Nuuk er der konstateret to nye smittede i går mandag.
Det oplyser coronastaben til Sermitsiaq.AG.
- Den ene er fra en kendt smittekæde, og den anden smittede er fra en ukendt smittekæde. Så nu er der fire forskellige smittekæder, som vi kender til, udtaler landslæge Henrik L. Hansen.
De smittede er nu sat i isolation, mens smittesporing er igangsat.
Rekordstort antal smittede
Dermed er der nu 12 smittede i Nuuk, og 30 smittede på landsplan. Du kan se statistikken på smittede på corona.nun.gl.
Der har ikke været så mange smittede siden coronapandemien startede sidste år.
Søndag blev flere borgere opfordret til at blive testet, hvis de har opholdt sig i forskellige steder i Nuuk.
Det fik flere hundrede borgere til at tage ned til testcenteret i åbningstiden 12.30-15.30. Landslægen understregede ved pressemødet, at det især er ikke-vaccinerede personer og personer, der har fået et stik af vaccinen, der bør lade sig teste, da disse står i større risiko for at blive smittet med coronavirus.