Tilsynsenheden: Drop videoovervågning
Selvstyrets tilsynsenhed har ført tilsyn med døgninstitutionen Orpigaq. Overordnet set er der gode vilkår i døgninstitutionen, men tilsynsenheden råder kraftigt til at droppe videoovervågning på institutionen.
Selvstyrets tilsynsenhed har i februar 2021 afholdt et anmeldt tilsyn på døgninstitutionen, Fonden Orpigaq i Kangerlussuaq, der på besøgets tidspunkt havde 12 børn i alderen 10-18 år indskrevet.
Ifølge tilsynet ”forløb besøget stille og roligt, og der var behagelig stemning” pådøgninstitutionen. Tilsynet af døgninstitutionen viser, at antallet af medarbejdere med pædagogisk uddannelse er lavt.
- Men der er på institutionen fokus på kompetenceudvikling og sparring, både blandt medarbejderne og i ledelsen, som tydeligt er med til at styrke den pædagogiske profil, skriver tilsynet.
Videoovervågning frarådes
Tilsynet har ikke mange påbud til døgninstitutionen, da stedet klarer sig generelt godt på flere områder.
Alligevel lægger tilsynet op til, at Fonden Orpigaq skal overveje at minimere sin videoovervågning af beboerne, da sådan en overvågning kan krænke privatlivets fred. Især fordi Orpigaq ikke er en sikret institution.
- Tilsynsenheden råder på det kraftigste til, at institutionen ikke gør brug af videoovervågning, lyder det i tilsynsrapporten, som udkom i juni.
Påbuddet om overvågning lyder, at Fonden Orpigaq bør overveje mindst muligt integritetskrænkende foranstaltning i forhold til at sikre beboernes sikkerhed og særligt i forhold til brug af videoovervågning.
Beboernes sikkerhed
Tilsynet har under sit anmeldte besøg konstateret, at institutionen følger de seneste påbud fra februar 2018 omkring videoovervågning. Orpigaq har nu kun videoovervågning i gangarealer.
Endvidere er der forståelse for, at videoovervågning kan være med til at opretholde beboernes sikkerhed og være med til at sikre, at beboerne ikke stikker af og udsætte sig selv for fare.
- Dette ændre dog ikke på, at brugen af overvågningskamera bør minimeres, lyder det.
Tilsynet understreger samtidig, at videoovervågning ikke bør være erstatning for den pædagogiske indsats, som døgninstitutionen yder.