Tida Ravn: Vi skal kæmpe for vores ret
Det er ikke muligt at klage over brud på menneskerettighederne i Grønland. Det har Tida Ravn erfaret, og hun håber andre sammen med hende vil gøre opmærksom på problemet.
- Jeg vil gerne lodde stemningen for om der er andre, der i lighed med mig vil påtage sig et ansvar for at kæmpe for vores rettigheder.
Det siger Tida Ravn, der i en årrække var talsperson for de juridisk faderløse. I forbindelse med sin egen søgen efter en far, sendte hun en klage over at staten i realiteten havde frataget hende retten til en far.
Det skriver avisen AG.
- Jeg klagede over, at staten ikke havde sørget for at jeg havde en far, når nu de bildte os ind i 1953, at vi var ligestillede med danskerne.
Klagen blev sendt til Institut for Menneskerettigheder i Danmark, som imidlertid afviste klagen og begrundede det med, at den ikke kunne behandles, fordi Tida Ravn bor i Grønland.
- Men hvordan og til hvem skal vi så klage, spørger Tida Ravn og påpeger, at det grønlandske Råd for Menneskerettigheder ikke har den kompetence.
Læs hele artiklen i den seneste udgave af AG her: