Tegn på lokal smitte i bygden Nuussuaq

Onsdag blev der fundet en coronasmittet i bygden Nuussuaq ved Upernavik. Bygderne omkring Upernavik har frem til i går været forskånet for smittede med coronavirus på trods af det store smitteudbrud i området.

Nuussuaq, landanlæg, fiskefabrik, Upernavik Seafood, Royal Greenland
Der er fundet en smittet i en af Upernaviks bygder, Nuussuaq. Myndigheder opfordrer alle bygdebeboere om at være opmærksom på symptomer.
Offentliggjort

Naalakkersuisut opfordrer borgere i bygder ved Upernavik om at være opmærksom på symptomer på smitte med coronavirus.

Opfordringen kommer efter en person i bygden Nuussuaq er testet positiv i går. Der er 200 indbyggere i bygden.

- Det vurderes, at vedkommende er blevet smittet i Nuussuaq, fordi personen ikke har færdes rundt og dermed ikke kan have været udsat for smittekilden andre steder fra, skriver Naalakkersuisut på deres Facebookside.

Indtil nu har de ni bygder ved Upernavik været forskånet for smitten, men stadig underlagt samme restriktioner som i Upernavik, da der er en omfattende smittespredning i byen. Risiko for lokal smittespredning er vurderet høj af myndighederne, da vaccinationsdækningen i bygderne er lavere end i Upernavik, hvor 81 procent af befolkning over 12 år er vaccineret.

Smitteopsporing i gang

- Man har til aften iværksat lokal smitteopsporing og i takt med nærkontakterne identificeres, så bliver de orienteret, skriver Naalakkersuisut videre.

Landslægeembedet meldte ellers i går at man ikke tester alle i bygderne, da der ”på nuværende tidspunkt ikke er nogle dokumenterede Covid-19 smittede” i bygderne. Personer med symptomer kunne dog stadig testes, hvis sundhedspersonalet vurderer, det er nødvendigt at teste.

Myndighederne opfordrer borgerne til at være opmærksomme på symptomer som hoste, feber, nedsat smags- eller lugtesans.

Borgere med begyndende symptomer skal kontakte sundhedspersonalet eller coronahotline, som registrerer henvendelsen.

- Dermed kan testbehovet for de forskellige bygder kortlægges og indsatsen kan fokuseres og målrettes, bedst muligt.

Myndighedernes anbefaler:

  • Hvis du er syg, så bliv hjemme.
  • Vask dine hænder ofte eller brug håndsprit.
  • Host og nys i dit ærme.
  • Begræns fysisk kontakt – undgå håndtryk, kindkys, kram mv.
Powered by Labrador CMS