Tasiilaq: To partier beder om dansk hjælp

Grønland bør samarbejde med Danmark i socialsager. Vi samarbejder allerede, lyder meldingen fra Naalakkersuisut

Offentliggjort

Situationen omkring børnesagerne er så alvorlig, at Grønland bør bede Danmark om hjælp. Det mener folketingskandidater fra Atassut og Samarbejdspartiet efter dokumentaren ‘Byen hvor børn forsvinder’.

- Danmark har mange ressourcer, og vi mangler helt vildt, og Danmark er velvillige til at indgå en form for samarbejde. Det har de sagt og gentaget mange gange. Det skal vi da tage imod, lyder meldingen Louis Sigurdsen (Sam).

- Vi forestiller os en indsats, ligesom man lavede ved retsvæsenet for nogle år siden, til kategorisering af sags bunker, hjælp til opkvalificering, hjælp til terapi, løft til familierne, der har det hårdt, udredning af ofre for seksuelle krænkelser og efterfølgende behandlingsforløb. Eller hvad der nu fungerer for det grønlandske socialvæsen, og som vi kan blive enige om, vi har hårdt brug for hjælp alle steder fra, siger han ifølge en pressemeddelelse.

Atassut støtter forslag fra Dansk Folkeparti

Nikolaj Rosing fra Atassut går skridtet videre. Han bakker op om forslaget fra Søren Espersen (DF) om at Danmark skal overtage socialområdet.

- Søren Espersen snakker om at sætte socialområdet under administration, det mener jeg helt ærlig er en mulighed. Vi har selv haft ansvaret i mange år, og har ikke magtet at løse opgaven. Så skal kommunens personale være med indover ”oprydningsarbejdet”, lære af ”indsatsstyrkens” arbejdsmetoder, så når man efter endt administration, har erfaring at gøre arbejdet færdigt, udtaler han i en pressemeddelelse.

Samarbejde er i gang

Naalakkersuisoq for sundhed og sociale anliggender, Martha Abelsen (S) gør imidlertid opmærksom på, at der allerede er etableret et samarbejde med Danmark, når det gælder børne- og socialsager. Socialstyrelsen, der blev etableret i 2017, samarbejder ifølge hende tæt med Børne- og Socialministeriet og den danske Socialstyrelse. For perioden 2017-2020 har folketinget afsat i alt 10 millioner kroner til dette.

- Naalakkersuisut er glade for al den hjælp, som vi har fået fra Danmark i vores bestræbelser på at styrke børne- og ungeområdet. I forhold til samarbejde med den danske Socialstyrelse er jeg er specielt glad for den respektfulde tilgang, de har til vore medarbejdere og det arbejde, som allerede er igangsat i Grønland, siger Martha Abelsen (S) ifølge en pressemeddelelse.

- Tilgangen er, at de understøtter den organisering, der allerede findes og de er med til at understøtte den vidensopbygning, som er helt nødvendig for, at Grønland på sigt selv kan løfte området. Hvis vi skal løfte socialområdet på en ”bæredygtig” måde, skal hjælpen udefra være i form af hjælp til selvhjælp og ikke, at nogen kommer og gør tingene for os.”

Martha Abelsen (S) tilføjer at også danske fonde og interesseorganisationer, på forskellige vis engagerer sig i sicilaområdet i Grønland.

Powered by Labrador CMS