talentshow
Talentshow i Island søger grønlandske deltagere
Det drejer sig om det populære show 'Ísland Got Talent'. Deltagere fra Grønland kan være med
Islands landsdækkende TV-kanal Stöd 2 forbereder vinter-hittet ’Ísland Got Talent ’. Arrangørerne af talentshowet gør opmærksom på, grønlændere og færinger har mulighed for at deltage i konkurrencen, meddeler Islands ambassadør i Nuuk, Pétur Ásgeirsson.
- Det drejer sig om grupper eller enkeltpersoner med ekstraordinære talenter, der kan imponere islændingene. I Island foregår auditions 20. og 21. september, og de, der ikke er i Island, kan sende deres bidrag til konkurrencen på video, oplyser ambassadøren.
Videoen skal være afleveret før 21. september. Et særligt dommerpanel udvælger de bidrag, som skal deltage i konkurrencen. Arrangørerne af konkurrencen betaler flybillet og ophold i Island for de deltagere, som bliver valgt fra Grønland.
Registrering foregår via stod2/talent, og de grønlændere, som vil være med, kan få hjælp til at registrere sig ved Islands generalkonsulat i Nuuk, oplyser ambassadøren.
Sidste år var hovedpræmien på 10 millioner islandske kroner svarende til omkring 480.000 danske kroner.