rettigheder
Sydgrønland: Kom i tæt dialog med myndigheder
Fire myndigheder oplyser om og vejleder inden for social-, bolig- og forbrugerområdet, retshjælp, arbejdsskader og arbejdsskadeforsikringer for fiskere, fangere og fåreholdere
Ikiu, Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, Center for Arbejdsskader og Arbejdstilsynet sejler i øjeblikket i samlet flok langs den sydgrønlandske kyst for at oplyse om borgernes forskellige rettigheder.
Peter Fleischer Rex fra Center for Arbejdsskader glæder sig over, at de indtil videre besøgte byer og bygder har været gode til at følge op på myndighedernes henvendelser.
- Alle vores kontaktpersoner har sørget for at hænge vores kampagnemateriale op forskellige steder i byer og bygder. Det er vi rigtig glade for, da det har bidraget til, at folk er kommet fra nær og fjern for at snakke med os. Vi ser gerne, at endnu flere kommer og får svar på deres spørgsmål, skriver Peter Fleischer Rex i en pressemeddelelse.
- Det her er en god mulighed for at gå i tæt dialog med myndigheder, de ikke har fysisk kontakt med til hverdag, fremhæver Peter Fleischer Rex.
De fire myndigheder oplyser om og vejleder inden for social-, bolig- og forbrugerområdet, retshjælp, arbejdsskader og arbejdsskadeforsikringer for fiskere, fangere og fåreholdere
Sejlplanen kan findes på opslagstavler i byer og bygder, og næste destination meddeles hver morgen i radioen.