Svane: Detaljeret orientering men ingen forhandlinger med USA om vandkraft
Den højtstående amerikanske delegation, der i oktober besøgte Grønland, blev orienteret om finansieringsmodellerne for et vandkraftværk for Aasiaat og Qasigiannguit.
Planerne for et vandkraftværk for Aasiaat og Qasigiannguit var på bordet, da en højtstående amerikanske delegation med udenrigsministerens særlig rådgiver T. Ulrich Brechbühl i oktober besøgte Grønland. Det bekræfter naalakkersuisoq for erhverv, energi og forskning, Jess Svane (S). Men der er er ingen konkrete samtaler om en finansiering af værket i gang.
IA's Aqqa Samuelsen havde på et møde mellem kommunalbestyrelsesmedlemmer i Kommune Qeqertalik og Jess Svane (S) fået den opfattelse, at USA er interesseret i at finansiere vandkraftværker. Derfor stillede han et § 37-spørgsmål for at få uddybet, hvad denne interesse nærmere bestemt går ud på.
- Undertegnede underskrev som naalakkersuisoq for erhverv, energi og forskning i forsommeren 2019 en uforpligtende aftale med State Department om samarbejde pa energiomradet (Memorandum of Understanding), lyder svaret fra Jess Svane.
- Desuden afholdt undertegnede på vegne af Naalakkersuisut i slutningen af oktober 2019 et møde med en amerikansk delegation under ledelse af US Secretary of State's Councelor Thomas Ulrich Brechbuhl om mulige kommende samarbejdsområder inden for energi og forskning.
Seks finansieringsmodeller
Under efterårssamlingen vedtog Inatsisartut at pålægge Naalakkersuisut at udarbejde en plan for et vandkraftværk til forsyning af Aasiaat og Qasigiannguit samt en udvidelse i Nuuk. I den forbindelse skal seks forskellige finansieringsmodeller undersøges. En af modellerne er et offentligt-privat samarbejde, som kræver eksterne ivestorer.
- Den amerikanske delegation blev i den forbindelse b1.a. orienteret om ovennævnte beslutningsforslag, herunder om de 6 mulige finansieringsmodeller som Inatsisartut i henhold ti1 forslaget skal tage stilling til på EM2020, hedder det i svaret fra Jess Svane.
På spørgsmålet om, hvorvidt der foregår samtaler med USA om finansiering af vandkraft, lyder svaret nej.
En af udfordringer ved vandkraften til Aasiaat og Qasigiannguit er, at det værket ikke ventes at kunne tjene sig selv ind. Derfor skal projektet efter planen slås sammen med udvidelsen i Nuuk, som ventes at give overskud.