Sundhedskommissionen udskydes
Sundhedskommissionen skulle have begyndt sit arbejde, men på grund af coronakrisen har Naalakkersuisut besluttet at udskyde projektet.
En sundhedskommission skulle have været i gang med at analysere sundhedsvæsenet her i landet og ikke mindst komme med forslag til forbedringer.
Men nedsættelsen af kommissionen udskydes. Det har Naalakkersuisut besluttet på et møde allerede 19. marts. Referatet fra mødet er dog først for nyligt blevet offentliggjort.
Chef i departement for sundhed, Tine Pars, oplyser, at beslutningen skyldes presset på departementets medarbejdere under coronakrisen:
- Alle vores ressourcer bruges i øjeblikket på coronakrisen, og én af vores medarbejdere skal fungere som sekretariat for kommissionen. Derfor vurderede vi meget hurtigt, at vi ikke kunne gå i gang med kommissionsarbejdet, siger hun.
Var klar til at gå i gang
Tine Pars peger også på flere praktiske grunde som rejseforbuddet og forsamlingsforbuddet, der vil vanskeliggøre kommissionens arbejde lige nu.
Desuden vil der også sidde sundhedsfagligt personale i kommissionen, som måske ville få svært ved at deltage, hvis coronakrisen skulle eskalere her i landet.
Tine Pars fortæller, at kommissionen ellers stort set var klar til at gå gang med arbejdet:
- Faktisk var vi så småt i gang. Vi manglede kun at få nogle detaljer på plads omkring de sidste kommissionsmedlemmer, siger hun.
Vil lave en plan med formanden
Og det er et åbent spørgsmål, hvornår projektet kan komme videre:
- Vi ved ikke, hvornår vi kan komme i gang igen. Men jeg vil tage kontakt til den udpegede formand og sammen med ham finde en plan for, hvordan arbejdet kan starte, siger Tine Pars.
Der er afsat to millioner kroner på finansloven til sundhedskommissionens arbejde i år, og Naalakkersuisut har tidligere oplyst, at advokat Ulrik Blidorf skal stå i spidsen for kommissionens arbejde som formand.