Sukker-intolerance: Vestlig mad kan spises trods indhold af sukker

I alt 12 personer fra Maniitsoq har netop deltaget i det første forskningsprojekt af sin slags. Her er konklusionen, at vestlig mad ikke skabte problemer for deltagernes maver, selvom maden indeholder lidt sukker.

Offentliggjort

Skal det være pizza eller fiskefrikadeller? Og hvad ville du foretrække, æbler eller bær?

Forskning om sukker-intolerance er nu skudt i gang, og der er god tilslutning. Det mener forsker Ninna Senftleber, postdoc ved Steno Diabetes Center. I alt har 12 personer netop afsluttet en uges forsøg, der indgår i forskningen.

Deltagerne gennemgår forskellige tests, som undersøger deres præferencer for mad. Dette sker ved at deltagerne deltager ved en buffet i 20 minutter og spiser det, de har lyst til. Derudover skal deltagerne spise en grønlandskbaseret kost og vestlig kost ad tre dages varighed hver. Her har Brugseni i Maniitsoq hjulpet til med at levere varerne, da grønlandsk mad afhænger af sæsoner.

Ondt i maven men sundere

Nogle mennesker i Grønland har arvet et unikt gen, der kun findes blandt Arktiske befolkninger. Genet gør, at man ikke kan tåle sukker.

- Selvom disse personer ofte oplever maveproblemer, når de spiser sukker, ser de ud til at være sundere end andre. Forskere er lige nu i gang med at undersøge hvorfor, skriver Ninna Senftleber.

Undersøgelsen i Maniitsoq vurderes for at være en succes.

- Deltagerne havde forskellige oplevelser undervejs. Nogle syntes f.eks. at de blev meget mætte af den grønlandske mad, mens andre følte de blev hurtigt sultne igen. Men alle var rigtig gode til at overholde kosten. Deltagerne, som ikke kunne tåle sukker, kunne heldigvis også spise den vestlige kost uden store problemer, selvom der var en smule sukker i den, lyder det fra Ninna Senftleber.

Så er det Nuuks tur

Al data fra Maniitsoq er nu indsamlet og venter på behandling. Men først skal forskerne tage til Nuuk og lave samme undersøgelser for borgerne i Nuuk.

Til marts går undersøgelserne i gang i Nuuk. Forskerne håber derfor, at borgere i Nuuk, som ikke kan tåle sukker, vil henvende sig.

- Hvis man har arvet dette gen, så får man ondt i maven, bliver oppustet og får nogle gange diarré eller opkast når man spiser ting med sukker i. Da tilstanden er arvelig, vil flere familiemedlemmer ofte kende til problemet, afslutter Ninna Senftleber.

Hun håber, at forskningen også vil få en god opbakning i Nuuk.

Powered by Labrador CMS