Qivioq Løvstrøm måtte rejse væk for at vinde stoltheden over sine rødder tilbage

Da Qivioq Løvstrøm var 12 år gammel, spurgte en kvinde, der var på besøg til middag, hvad hun drømte om.

At blive ambassadør for Grønland, svarede hun. Umuligt, lød det fra middagsgæsten. Det var kun Danmark, der kunne have ambassader, husker Qivioq Løvstrøm, at kvinden sagde.

Dengang sagde hun det ikke højt, men Qivioq Løvstrøm tænkte for sig selv, at sådan ville det ikke blive ved med at være – en dag ville Grønland blive en republik med egne ambassader rundt omkring i verden.

Selvom den fremtid fortsat venter, har den i dag 34-årige Qivioq Løvstrøm ikke lavet andet siden episoden ved middagsbordet end at repræsentere sit land på forskellige måder.

Først i det små, når hun rejste rundt med sine forældre eller på egen hånd. Eller som ganske almindelig gymnasieelev, når hun deltog i FN-rollespillet Model UN, hvor eleverne skal repræsentere forskellige lande og deres holdninger i debatter om globale problemer.

Sidenhen har hun talt Grønlands sag som medforperson for ungdomsorganisationen Global Indigenous Youth Caucus (GIYC), der hører under FN, og senere som voksen og forperson for Grønlands Råd for Menneskerettigheder.

I 2025 tiltrådte hun på den post, som hun sidder på i dag – posten som hele landets handicaptalsmand i Tilioq.

K-pop og Kalaallit Nunaat

Samfundsengagementet og lysten til at stille sig frem og sige sine meninger højt fik Qivioq Løvstrøm med fra sit barndomshjem.

Hun blev født i Nuuk 23. december i 1991, og frem til hun fik sin lillesøster ti år senere, boede hun alene med sin mor og far. Hendes mor, Else Løvstrøm, havde et travlt liv som journalist og hendes far, Simon (Mooqqu) Løvstrøm, var teaterinstruktør og musiker – og medstifter af Grønlands første teater, Silamiut.

Begge forældre var meget politisk interesserede og ofte tog de Qivioq Løvstrøm med, når organisationer som ICC (Inuit Circumpolar Council) eller en bevægelse som Aasivik arrangerede events og møder.

Derhjemme omkring spisebordet gik bølgerne ofte højt, når alt fra storpolitik til det helt nære blev debatteret over aftensmaden. Ofte ville Qivioq Løvstrøms far påtage sig det modsatte synspunkt fra hendes mor blot for at give debatten liv.

Imens lyttede Qivioq Løvstrøm opmærksomt og sugede til sig – og allerede som lille begyndte hun selv at åbne munden og blande sig.

Qivioq Løvstrøms opvækst var god. Hun husker barndommens første år gennem et slør, der næsten er lige så rosenrødt, som husene ved Paarnat – den vej i Nuuk, hvor hun brugte de første år af sin barndom. Hun legede gemmeleg og spillede rundbold med de andre børn i nabolaget, interesserede sig for anime og manga og slugte den ene fantasy-bog efter den anden.

Men det at være barn var ikke helt bekymringsfrit. Særligt teenageårene udviklede sig til at blive svære.

På det tidspunkt boede familien i Ilulissat, hvor de var flyttet til, da hendes far havde fået arbejde i byen. Selvom skolen interesserede hende, var den i Qivioq Løvstrøms tilfælde også præget af mobning. Da hun nærmede sig afslutningen af sin folkeskoletid, var hun vidne til alkoholmisbrug og andre tegn på mistrivsel i hendes omgangskreds. Hun mistede venner og veninder til selvmord.

Men ingen talte om det, og Qivioq Løvstrøm følte sig magtesløs og skammede sig. Hun var ikke stolt over at være grønlænder, og trangen til at rejse væk blev stærkere og stærkere.

Billetten ud kom efter 11. klasse, da hun som 17-årig tog på et udvekslingsophold til Japan med udvekslingsorganisationen AFS. En helt ny verden og kultur åbnede sig, som hun hidtil kun havde kunne drømme sig væk til i de japanske tegneseriebøger, hun havde læst i derhjemme.

Hun lærte flydende japansk, fik venner fra hele verden og hun tog til gratis K-pop-koncerter og blev hovedkulds forelsket i de sydkoreanske popgrupper, som i dag er blevet store internationale succeser.

Men det var ikke kun Qivioq Løvstrøms verden, der blev større.

Som en del af udvekslingsopholdet skulle Qivioq Løvstrøm og de andre udvekslingselever holde oplæg om det land, de hver især kom fra. Hver anden uge turnerede de rundt på diverse skoler og universiteter i Japan.

For hver gang Qivioq Løvstrøm stillede sig frem og fortalte om Grønland, voksede stoltheden og forelskelsen til hjemlandet frem.

Da hun et år senere rejste fra Japan igen, var det ikke kun med et nyt sprog og kultur i bagagen, men med en fornyet kærlighed til sig selv og til Grønland.

Bipolar lidelse type 2

Mennesker i kørestol var aldrig noget, som Qivioq Løvstrøm så på barndomsgaden i Nuuk eller Ilulissat. Det var først, da hun var 14 år gammel, at FN’s Handicapkonvention blev til – og først seks år efter det, at politikerne herhjemme blev enige om at efterleve den.

I 2017 blev handicaporganisationen Tilioq etableret og landets første handicaptalsmand udpeget. Qivioq Løvstrøm er den tredje i rækken.

Det er Tilioq og handicaptalsmandens opgave at fremme mennesker med handicaps rettigheder til og muligheder for at leve et frit liv. Noget, som der stadig er et ekstremt stort behov for at blive kæmpet for i Grønland. Det har Qivioq Løvstrøm også selv prøvet på egen krop.

I efteråret inden hun blev udpeget som handicaptalsmand gav hun et interview til kvindemagasinet Arnanut, hvor hun fortalte hun om den bipolarlidelse, som hun fik diagnosticeret i 2021.

Ifølge hende var det ikke nemt at overbevise lægen om, at hun havde brug for hjælp og skulle undersøges. Det var først, da hun under konsultationen med fast stemme proklamerede, at hun kendte sine rettigheder, at lægen fik hende sendt videre til at få taget en blodprøve.

Få dage senere fik hun diagnosen bipolar lidelse type 2, hvor symptomerne er periode med depressioner og mildere maniske episoder. I Qivioq Løvstrøms tilfælde havde de maniske episoder altid vist sig ved, at hun kastede sig ud i ekstreme mængder papirarbejde.

Efter diagnosen begyndte hun at tage medicin og fik det øjeblikkeligt bedre.

Selvom Qivioq Løvstrøm selv har et psykisk handicap, og derudover kender mange mennesker i sit liv med handicap, er det ikke personlige agendaer og erfaringer, der har placeret Qivioq Løvstrøm i den stol, hun i dag sidder i.

Hun skyder skylden på samfundsdebatterne ved spisebordet i barndomshjemmet og en dybt forankret retfærdighedssans, som tændes, hver dag hun træder ind på sit kontor i Sisimiut.

For selvom der på mange måder er sket en kæmpe udvikling på handicapområdet de sidste 20 år, er der ifølge Qivioq Løvstrøm fortsat lang vej til målet om at sikre lige rettigheder for personer med handicap.

Som blind person er det stadig umuligt at vide, hvor det er sikkert at færdes i bybilledet. Landets handicapinstitutioner mangler medarbejdere, og der er stadig ikke nok ressourcer til at hjælpe de mange mennesker, der kæmper med psykiske handicap og diagnoser.

Sidste år modtog Tilioq 252 henvendelser fra borgere, der ønskede råd og vejledning fra organisationen. Det var et rekordhøjt antal.

Ingen dag er ens

Mens AG taler med Qivioq Løvstrøm, ringer hendes telefon seks gange. September er en travl måned med planlægning af et seminar for diverse handicapforeninger, en handicapkonference i Ilulissat og et nyt handicaplovforslag, der skal førstebehandles i Inatsisartut 25. september.

Ingen dag eller uge er ens som handicaptalsmand.

Selvom der er nok at se til, prioriterer Qivioq Løvstrøm fortsat tid til at dyrke sin nørdede side og store interesse for japansk kultur og kulturprodukter, for sydkoreansk musik og for bøger.

Hun elsker også fortsat at rejse ud og opleve verden. Det skal helst være et nyt sted hver gang, men Japan har hun dog holdt fast i siden sin allerførste rejse dertil som 17-årig. Hun har været tilbage to gange og skal snart afsted igen.

Det er altså ikke alt, der drejer sig om rettigheder og konventioner i Qivioq Løvstrøms liv, understreger hun. Også selvom hun og hendes kollegaer efterhånden har lært at citere fra handicapkonventionen og handicaplovgivningen i søvne.

Handicaptalsmanden bliver udpeget af Naalakkersuisut i en tre-årig periode, som for Qivioq Løvstrøm udløber ved udgangen af 2027.

Hvad fremtiden derefter bringer, ved hun ikke, men Qivioq Løvstrøm holder stadig fast i den drøm, som kvinden ved middagsbordet i barndomshjemmet ikke rigtig troede på: at vige sit liv til at være ambassadør for det land, hun kommer fra.