Stort grønlandsk fingeraftryk på nordisk børneresolution

Børn og unge fra hele Norden har formuleret en resolution om børns rettigheder som de har fremlagt for repræsentanter for regeringerne. NAKUUSA's Børneråd har haft stor indflydelse på, hvad der er kommet til at stå i den.

Monica Mathiasen, Nivi Rosing og børentalsmand Aviâja E. Lynge.
Offentliggjort

Børn har retten til at udtrykke deres holdning om alle anliggender, der angår dem. Det er en af bestemmelserne i FN's børnekonvention.

Det lyder på mange måder indlysende rigtigt, men er alligevel ofte meget langt fra den virkelighed, som børn oplever. Det blev tydeligt under Nordisk Børneforum, som blev afholdt i FN Byen i København.

Lige så tydeligt blev det, at der er mange børn, der har tænkt sig at lave om på dette.

- If not me, who? If not now, when? som det hed i en af de afsluttende taler fra børnene med et citat fra skuespilleren og feministen Emma Watson.

For inden havde børnene fremlagt en resolution for regeringsrepræsentanterne fra de nordiske lande, hvor de blandt andet anbefaler, at viden om børns rettigheder skal styrkes, at der sker en ægte inddragelse samt at børn har ret til at være del af et fællesskab.

Ulla-Maria Brandt og naalakkersuisoq Martha Abelsen

Og det er ikke mindst input fra de seks grønlandske børneråd, der har været med til at forme resolutionen.

- Rigtig, rigtig mange af vores idéer, næsten dem alle sammen er blevet del af resolutionen, så det er jeg rigtig stolt af, siger Nivi Rosing fra børnerådet i Kommuneqarfik Sermersooq.

Startskuddet til arbejdet var børnetopmødet i Kangerlussuaq i november sidste år, hvor de grønlandske børn formulerede deres tanker. Efterfølgende blev de udvekslet med børneråd i de øvrige nordiske lande, hvilket mundede ud i resolutionen.

Minik Olesen og Vivi Møller Kleist

Onsdag og torsdag kulminerede det hele så med Børneforummet, hvor over 60 børn fra Norden mødtes i København. Fra Grønland deltog ud over Nivi Rosing også Minik Olesen fra børnerådet i Qeqqata Kommunia, Ulla-Maria Brandt fra Østgrønland, Monica Mathiasen fra Avannaata Kommunia og Vivi Møller Kleist fra Kommune Kujalleq (Repræsentant fra Kommune Qeqertalik var forhindret i at rejse på grund stormvejret).

- Det har været virkelig spændende og lærerigt, for det er første gang, at der er et nordisk børnetopmøde. Og jeg syntes, at de andre nordiske lande, har nogle rigtig gode ideer, som vi også kan bruge hjemme i Grønland, siger Nivi Rosing.

- Så det har været virkeligt, virkeligt lærerigt og spændende at være med til dette møde og jeg er virkelig taknemlig, fordi jeg har lært så mange ting fra de andre nordiske lande. De har nogle andre mål, som vi også kan lade os inspirere af i Grønland, siger hun på vegne af en generation af børn, der insisterer på, at deres meninger skal tages alvorlige og at de voksne meget hurtigt må lære for alvor at lytte til børnene.

Hele resolutionen kan findes via dette link.

Powered by Labrador CMS