Store bededags-drama: Aki og Aaja vil ikke stemme - Naalakkersuisut afventer
De to grønlandske medlemmer af Folketinget vil ikke stemme i sagen om afskaffelsen af store bededag i Danmark. Naalakkersuisut har endnu ikke taget stilling til om store bededag også skal afskaffes i Grønland.
I Danmark får den nye SMV-regering heftig kritik for at ville afskaffe store bededag for at få råd til at bruge flere penge til Forsvaret. Regeringen har blandt andet lagt sig ud med en bred vifte af fagforeninger, kirken og samtlige øvrige partier i Folketinget.
Under en debat i Folketinget torsdag blev også de nordatlantiske mandater rodet ind i sagen, da Liberal Alliances Ole Birk Olesen ville have at vide, om det er rimeligt, at afskaffelsen af store bededag kan afhænge af de nordatlantiske mandater, når afskaffelsen af helligdagen ikke kommer til at gælde i Grønland eller på Færøerne.
De grønlandske medlemmer melder dog hus forbi og siger, at de ikke umiddelbart vil stemme i sagen med henvisning til, at det er et rent dansk anliggende. Uden de nordatlantiske mandater har SMV-regeringen 89 mandater og flertal - såfremt de fire nordatlantiske mandater undlader at stemme.
Både Aki-Matilda Høegh-Dam (S) og Aaja Chemnitz (IA) holder dog døren på klem for at stemme, hvis det skulle blive nødvendigt på et senere tidspunkt for eksempelvis at redde regeringen.
Aki-Matilda Høegh-Dam (S) oplyser således via sin pressemedarbejder til Sermitsiaq.AG:
Vil ikke blande sig
- Ja, jeg stemmer jo ikke. Af samme grund som de andre nordatlantiske mandater. Ved ikke hvad der skulle gøre det nødvendigt for os at stemme. I det tilfælde vil vi jo tage stilling til det. Men det ser jeg ikke ske nu, udtaler Aki-Matilda Høegh-Dam om sagen.
En lignende melding kommer fra Aaja Chemnitz (IA):
- Bededag er ikke noget, der påvirker Grønland, så vi kommer ikke til at blande os, siger politikeren til Sermitsiaq.AG. Hun understreger dog, at hun er støtteparti til regeringen, men at det lige nu er en hypotetisk tanke, at regeringen skulle komme i mindretal i sagen.
Spørgsmål: Hvad synes du politisk om det, i forhold til at Mette Frederiksen har sagt at afskaffelsen skal sikre ekstra penge til Forsvaret, som også vil komme Grønland til gode. Vil det så ikke være rimeligt, at Grønland går samme vej og afskaffer helligdagen?
- Det bliver i så fald Inatsisartut og ikke os i Folketinget, der skal beslutte det, siger Aaja Chemnitz.
Naalakkersuisut følger debatten
Naalakkersuisut afviser ikke, at en afskaffelse af helligdagen kan komme på tale.
I et skriftligt svar oplyser naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, idræt og kirke, Peter P. Olsen (IA):
- Naalakkersuisut har på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til om Grønland på lige fod med Danmark skal afskaffe Store bededag som helligdag.
- Naalakkersuisut følger med i debatten om afskaffelsen af Store bededag som helligdag i Danmark, lyder svaret fra Peter P. Olsen.
Han understreger, at afskaffelsen af store bededag som helligdag i Danmark ikke vil få betydning for kirken i Grønland.