Stoltenberg: Ukraine vinder gradvist frem i krigen
Torsdag morgen taler Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i Europa-Parlamentet i Bruxelles.
Ukraine vinder gradvist frem i krigen.
Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i Europa-Parlamentet torsdag morgen.
- De har været i stand til at bryde de russiske styrkers linjer og bevæge sig fremad.
- Det beviser vigtigheden af vores støtte og vilje til at fortsætte vores støtte, siger han.
Fremhæver Ukraines hær: Næststærkest i verden
Det går måske ikke så hurtigt, som man havde håbet på, men Ukraine vinder et par hundrede meter om dagen på en slagmark, hvor man historisk set sjældent har set så mange miner, fortæller generalsekretæren.
- De eksperter, der sagde, at Kyiv vil falde inden for et par dage, er de samme eksperter, som brokker sig over, at offensiven ikke går hurtigt nok.
- Rusland havde engang den næststærkeste hær i verden, nu er den den næststærkeste i Ukraine, fastslår Jens Stoltenberg.
Ifølge generalsekretæren begik Ruslands præsident, Vladimir Putin, to fejl, da han gik i krig med Ukraine.
Undervurderede Ukraine
- Han undervurderede Ukraines styrke og mod.
- Og han undervurderede os og vores fortsatte vilje til at støtte Ukraine, siger han.
Stoltenberg understreger desuden, at krigen ikke startede med invasionen i februar 2022, men med annekteringen af Krim-halvøen i marts 2014.
Finland fik som det nyeste Nato-land medlemskab i 2023.
- Han fik det modsatte
- Putin har tidligere sendt en erklæring om, at han ønskede, at Nato skulle underskrive et dokument, hvor der stod, at det var slut med Nato-udvidelse.
- Det lyttede vi selvfølgelig ikke til. Han fik det modsatte med mere Nato, siger Jens Stoltenberg.
Danmark fortsætter også støtten til Ukraine. Regeringen har blandt andet afsat 300 millioner kroner ekstra i finanslovsforslaget for 2024, og i august blev donationen af 19 F-16 fly offentliggjort.