Stjålet bil endte i grøft

Politiet søger vidner til hændelsen, og ejeren vil ifølge politiet blive sigtet for ikke at have sikret sit køretøj godt nok.

Den stjålne bil blev set køre hasarderet rundt i Nuuk. Kort efter endte den på taget i en grøft.
Offentliggjort

Klokken 03.45 natten til torsdag fik Grønlands Politi en anmeldelse fra en opmærksom borger om, at en bil kørte mistænkeligt og hasarderet rundt i Nuuk.

Kort efter var bilen kørt af vejen og endt i grøften på vejen Quassunnguaq.

- Det viste sig, at der var tale om en brugsstjålet bil, men føreren af køretøjet løb fra stedet, og vi ved ikke, hvem det er, siger vagtchef Malik Olesen.

Derfor efterlyser politiet vidner til hændelsen, som skete omkring klokken 04.50 ud for nummer 12 på Quassunnguaq.

- Desværre ikke første gang

- Det er jo desværre ikke første gang, og det er noget, vi har fokus på - især om natten. For nyligt skete der et lignende uheld, som havde en tragisk udgang, siger Malik Olesen.

Ved uheldet som vagtchefen refererer til mistede en 21-årig mand livet, efter at han var forulykket på 400 vejen i Nuuk. Forud for ulykken var bilen blevet set køre hasarderet igennem byen.

- Jeg kan kun oprfordre borgere til at underrette os, hvis de opserverer hasarderet kørsel, siger vagtchefen.

Ejer sigtes

Han fortæller videre, at ejeren af den stjålne bil, som endte i grøften, vil blive sigtet for ikke at have sikret sit køretøj.

Vagtchefen vil ikke fortælle, hvad det er ejeren har gjort i det konkrete tilfælde, men han fortæller, at politiet rejser den type sigtelse, hvis eksempelvis køretøjet har været ulåst eller nøglerne har været i køretøjet. Det vil typisk koste en bøde.

- Vi opfordrer borgerne til at sikre deres køretøjer, og det gælder også, hvis man eksempelvis er bortrejst i længere tid. Så kan det være en god idé, at få naboen til at holde øje med om bilen bliver holdende, hvor den skal, siger Malik Olesen.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS