Sri Lanka indleder massebegravelser efter bombeangreb

Første massebegravelse foregår i St. Sebastians Kirke, der var et af de ramte steder af eksplosionerne.

Offentliggjort

Sri Lanka har tirsdag morgen indledt den første massebegravelse efter påskedags dødelige bombeangreb, hvor 310 mennesker indtil nu er meldt dræbt.

Det skriver BBC.

Massebegravelsen foregår i St. Sebastians Kirke i byen Negombo, nord for hovedstaden Colombo. Kirken var et af de steder, der blev ramt af eksplosioner.

Mere end tusind mennesker er ifølge det norske medie VG mødt op for at mindes de dræbte under massebegravelsen. Her taler ærkebiskoppen til de fremmødte:

- De er døde nu, men Gud vil bringe dem tilbage til livet et andet sted, i en anden tid. Gud har plads nok i himlen. Vær ikke bekymret, siger ærkebiskoppen under den katolske ceremoni ifølge VG.

- Vi ved ikke, hvem der har gjort det her, og vi vil ikke skabe vrede eller had. Tænk ikke på hævn. Gud vil straffe dem, der stod bag. Vi må stå sammen uanset religion, tilføjer han.

Tirsdag vågnede srilankanerne op til en national sørgedag.

Klokken 08.30 lokal tid - nøjagtigt 48 timer efter de første bomber eksploderede - blev der holdt tre minutters stilhed over hele landet.

Samtidig vajer alle flag på halv til minde om dem, der mistede livet som følge af angrebene påskesøndag.

Eksplosionerne ramte flere steder i Sri Lanka søndag. Blandt andet på hoteller og i kirker i og udenfor Colombo. 40 er anholdt i sagen, oplyser Sri Lankas regering.

Ifølge regeringen kredser mistanken hovedsageligt om en islamistisk gruppering kaldet National Thowfeek Jamaath. Flere af bomberne blev bragt til sprængning af selvmordsbombere.

Sri Lankas viceforsvarsminister siger, at efterforskning viser, at angreb var "gengæld" for angreb i Christchurch".

- Den foreløbige efterforskning af bombeanslagene viser, at det, der skete i Sri Lanka søndag, var gengæld for angreb mod muslimer i Christchurch, siger viceforsvarsminister Ruwan Wijewardene i parlamentet i Colombo.

Han siger samtidig, at to lokale islamistiske organisationer - National Thawheed Jama'ut samt gruppen JMI, står bag bombeangrebene.

JMI er den lokale gruppe Jammiyathul Millathu Ibrahim.

En mand åbnede ild mod bedende muslimer i to moskéer i Christchurch i New Zealand den 15. marts.

50 mennesker blev skudt og dræbt, inden politiet fik overmandet den mistænkte gerningsmand - en 28-årig australier med yderliggående synspunkter.

De to moskéer, der blev ramt, var Linwood-moskéen og al-Noor-moskéen.

Sri Lankas præsident, Maithripala Sirisena, underskrev mandag aften et dekret, der giver landets militær vidtrækkende beføjelser.

Regeringen har desuden blokeret adgangen til sociale medier i landet, herunder Facebook, Instagram og WhatsApp.

Antallet af dræbte steg natten til tirsdag, da flere af de sårede er døde af deres kvæstelser. Mindst 500 mennesker er sårede.

Tre danske børn er blandt de mange dræbte. Det drejer sig om Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens børn.

Det danske udenrigsministerium har ikke kendskab til andre danske ofre, men er på plads i Sri Lanka for at yde hjælp og rådgive de lokale myndigheder.

Tirsdag vil ofrene også mindes flere stedet i Danmark med fakkeloptog. Der er arrangeret optog i Aarhus, Odense og København.

Powered by Labrador CMS