Spørgetime: Boliger, servicekontrakter og uddannelse
Naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, der også er midlertidig Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur og kirke, Karl-Frederik Danielsen (S) stod for skud under dagens spørgetime i Inatsisartut.
Onsdagens spørgetime i Inatsisartut startede én time senere end planlagt, fordi der har været pressemøde i forbindelse med coronasituationen i landet.
Det er den anden spørgetime i Inatsisartuts efterårssamling. Denne gang med naalakkersuisoq Karl-Frederik Danielsen (S), i den varme talerstol i en time.
Naalakkersuisut har planer om at etablere GUX i Ilulissat, mens der stadig er planer for at flytte Jern-og Metalskolen i Nuuk til Sisimiut, meddelte han.
- Derfor vil der blive bygget 1.000 kollegieværelser i de to byer. Opførelsen af de 500 er allerede sat i udbud, oplyste Karl-Frederik Danielsen ved spørgetimen onsdag.
Ti-årig kontraktperiode
Partii Naleraqs Pele Broberg undrede sig over, hvorfor Naalakkersuisut har været stille omkring servicekontrakter i trafikområdet. Servicekontrakterne løber nemlig ud ved årsskiftet.
- Vi har holdt møde med alle kommuners borgmestre, Inatsisartut-medlemmer og i Naalakkersuisut om deres ønsker til de nye servicekontrakter. Jeg er også blevet pålagt af finansudvalget at undersøge, om servicekontrakterne skal vare i ti år. Der er stadig forhandlinger, om hvorvidt servicekontrakterne skal vare i ti år, sagde Karl-Frederik Danielsen fra talerstolen.
12 millioner til kommuner
Siumuts Erik Jensen ville have svar fra Karl-Frederik Danielsen, om hvorfor der ikke er planer for nye boliger i Nanortalik, Narsaq, Qeqertarsuaq, Uummannaq, Upernavik, Qaanaaq, Tasiilaq og i Ittoqqortoormiit.
Naalakkersuisoq svarede således:
- Der gives en pulje på 12 millioner kroner fra landskassen til hver af kommunerne hvert år til formål at bygge boliger. Her er der så råd til at bygge seks boliger om året. For eksempel kan der bygges mindst to boliger årligt i de tre byer i sydkommunen på det beløb. Det giver et samlet byggeri på 90 boliger i alle 74 bosteder i en periode på tre år.
Ekstraregning på vej?
I forbindelse med lufthavnsbyggerierne i Nuuk og Ilulissat er der kommet en stor ekstraregning, påpegede IA's Marianne Paviasen.
Er Naalakkersuisut parate til at betale de omkostninger, der er kommet?, spurgte IA-politikeren.
- Naalakkersuisut er ikke blevet informeret fra Kalaallit Airports, om hvor stor ekstraomkostningen skal være. Så snart vi får informationer fra lufthavnsselskabet, så informerer jeg finans-og skatteudvalget straks. Herfra fortsættes arbejdet, lød det fra Karl-Frederik Danielsen.