Søvndal: Flere lytter til Grønland
Mens Grønland overtager flere områder og bliver mere selvstændig, opstår der et nyt behov for mere samarbejde med Danmark, sagde Kuupik Kleist torsdag på Ilisimatusarfik
Udenrigsminister Villy Søvndal, SF, og formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, IA, mødtes i dag torsdag på Ilisimatusarfik i Nuuk til en debat om udviklingen i Arktis under overskriften 'Den arktiske alder'.
En overskrift, som Kuupik Kleist roste, fordi den meget præcist beskriver den tid, vi befinder os i, hvor magtbalancen skifter og den økonomiske magt flytter sig.
Begge var inde på at fokus rettes mod Grønland.
- Grønlands betydning øges og flere lytter til Grønlands stemme, sagde Villy Søvndal.
- Danmark vil gerne støtte og hjælpe i den udvikling, Grønland står overfor, og jeg opfordrer Grønland til at benytte sig af det, som Danmark kan tilbyde, sagde Villy Søvndal.
- Jeg vil opfordre til, at vi hjælper hinanden, fordi vi har fælles interesser, sagde udenrigsministeren.
Læs "Villy Søvndal klar til grænseforhandling med Canada"
Kuupik Kleist svarede, at det interessante er, at jo mere selvstændig Grønland bliver, jo mere behov opstår der for at samarbejde på nye område:
- Det interessante er, at den kronik, som Minik Rosing og jeg skrev i Politiken tirsdag (og som er med i Sermitsiaq fredag, red.) har været en øjenåbner for industri og pensionskasser om de investeringsmuligheder, der er i Grønland. Vi har altid været åbne for samarbejde og investeringer, så der er ikke noget nyt i den situation. Men mange opdagede lige pludselig, at hvis de ikke gør noget, så er de asiatiske stormagter interesserede. Og Kina vil kunne udbygge sin monopolstilling på sjældne jordarter, hvis ikke andre er interesserede. Vi stiller krav om, at de mineraler, som hentes i Grønland, sælges på det frie marked. Men de europæiske virksomheder må selv tage initiativ, hvis de vil være med.
- Vi har bare ikke den luksus, at vi kan vente i ti år på, at virksomhederne i Europa vågner op. Vi står over for barske realiteter med stigende arbejdsløshed, færre fisk og stigende udgifter til velfærd, så vi kan ikke vente, sagde Kuupik Kleist.
Sermitsiaq bringer fredag Kuupik Kleists og Minik Rosings kronik. Du kan købe avisen her: