INUIT

Avaaraq Bendtsen drømmer om alderdom i Narsaq – og et liv som sine forfædres

Morfarens fortællinger og familieturene til Qinngua har givet 27-årige Avaaraq Bendtsen en stærk forbindelse til naturen og sin historie. Nu frygter hun, at minedrift og nye politiske interesser vil spolere den levemåde, som hun håber at give videre til sine efterkommere.

Indtil midten af december er Avaaraq Bendtsen i praktik som arkæolog ved Nationalmuseet i Nuuk. Kærligheden til gamle genstande, fortidslevn og Grønlands forhistorie er noget, som hun har med sig fra barndommen.
Offentliggjort

Da Avaaraq Bendtsen søgte om en praktikplads på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv i Nuuk, var det vigtigt for hende at få sin hund, Suufu, med.

- Iserit, kalder hun på den lille sorte hund, en dværgschnauzer, der står afventende ude på gangen foran hendes kontor.

Udover at være hendes ’baby’, er Suufu også en af de få ting i Nuuk, der minder Avaaraq Bendtsen om sit hjem i Narsaq. På opslagstavlen hænger enkelte akvarelmalerier, tegninger og billeder fra hjemstavnen.

- Naturen, fjeldene og menneskene er bare hjem for mig. Så snart jeg rør jorden i Narsaq, er jeg hjemme. Alle kender alle, og de har kendt mig, siden jeg var helt lille, fortæller hun og sukker.

Kærligheden til Narsaq, Qinngua – hvor hendes forfædre er fra – og de mange afkroge og natursteder, hun har boltret sig i som barn, er også en del af grunden til, at hun i dag læser arkæologi.

Og en stor del af årsagen til, at hun endte med at blive forperson for miljøaktivistgruppen Urani Naamik.


- En grav var bare en grav og alt var meget sort-hvidt. Jeg gik mere op i det, jeg følte, når jeg studerede grave og gamle levn, og jeg dyrkede respekten for mine forfædre mere end mine medstuderende gjorde, fortæller Avaaraq Bendtsen om mødet med arkæologistudiet i Aarhus.

Frygten for drikkevandet

Avaaraq Bendtsen er midterbarnet i en søskendeflok på fire. Hun blev født 16. februar i 1999 i Narsaq, og er både vokset op med sin mor og søskende – og hos sine bedsteforældre.

Hun flyttede frem og tilbage mellem moderens hus og hendes bedsteforældres hus, som hun ville og alt efter, hvem hun savnede.

- Min ittu (morfar red.) var en faderfigur. Han jagede og fangede det, man skulle fange, fortæller hun.

Avaaraq Bendtsens favoritspise var sællever. Hendes ittu, der hed Kunuk Bendtsen, ringede tit, når han havde skaffet frisk lever til hende. Andre gange lagde han det blot foran hendes stol på spisebordet, så det lå klart, når hun kom hjem fra skole.

Familien brugte generelt meget tid i naturen.

De sejlede rundt i fjorden, en enkelt gang helt til Nuuk, og de hoppede fra sten til sten ved nordboruinerne i Qinngua i bunden af Tunulliarfik, hvor Avaaraq Bendtsens mors side af familien stammer fra.

Avaaraq Bendtsen med sin ittu og ningiu (mormor, red.).
Om sommeren er Avaaraq Bendtsen ofte med til diverse udgravninger. Her er hun i Igaliku, hvor hun har fundet tænder fra nordboere.

Også hjemme i Narsaq spillede naturen en væsentlig rolle gennem hele hendes opvækst.

- Da vi var børn, tog vi tit til Narsap Ilua med vanddunke for at hente vand. Det smagte så godt. Det blev en ting, vi gjorde meget i familien – det var nærmest helt magisk, husker hun.

Men magien stoppede en dag. Avaaraq Bendtsen var ikke så gammel, men hun husker, at de voksne i familien en dag sagde, at de ikke længere skulle hente vand ved elven i Narsap Ilua.

Først da hun blev lidt ældre lærte hun, at det skyldtes frygt for forurening. Et australsk mineselskab havde nemlig fået tilladelse til at undersøge fjeldet ikke langt derfra for råstoffer.

Ittus fortællinger om forfædre

Interessen for fortidslevn og gamle ruiner havde gode betingelser under opvæksten i Narsaq og blev i høj grad fremelsket på familieturene til Qinngua.

- Min ittu eller min mor ville fortælle historier om fortiden, om sagn og myter, mens vi var derinde, husker Avaaraq Bendtsen.

Hun følte en stærk forbindelse til sit ophav i bunden af fjorden.

I dag siddende i Nuuk, omringet af bygninger og 465 kilometer væk hjemmefra, er det næsten en ubeskrivelig følelse – at gå rundt i den smukke natur og vide, at ens forfædre engang har gået omkring og jaget og samlet mad, præcis ligesom hun selv har gjort med sin familie.

Avaaraq Bendtsens (nummer to fra venstre) med sin fætter, kusine og sin storebror.

- Det var jo ikke bare nordboer, der boede derinde i Qinngua. Der var også bopladser for inuit. Telte og grave, fortæller hun.

Historierne om forfædrene fremprovokerede også en følelse, der måske bedst kan beskrives som ærefrygt.

- Ittu fortalte, at den eneste grund til, at vi er her i dag, er på grund af vores forfædre. Når vi var i naturen med ham, forklarede han altid, hvordan vi skulle respektere omgivelserne og naturen, husker Avaaraq Bendtsen.

Jo ældre hun blev, desto mere fik hun lyst til at lære endnu mere om fortiden.

Så da arkæologen Mari Kleist en dag i 2017 kom til Narsaq for at undersøge forskellige grave, spurgte den dengang 18-årige Avaaraq Bendtsen, om hun måtte komme med.

- Det måtte jeg, og nu er jeg her, siger hun og ser rundt på sit kontor.

En grav er ikke bare en grav

I 2018 flyttede Avaaraq Bendtsen fra Narsaq til Aarhus, hvor hun begyndte på Bacheloruddannelsen i Arkæologi på Aarhus Universitet.

- I was lost. Jeg var 19 og kendte slet ikke Aarhus. Inden jeg tog afsted, troede jeg, at jeg kendte danskerne, men det gjorde jeg så heller ikke, siger hun.

Hun var den eneste grønlænder på studiet, og det var hårdt. Små stikkende bemærkninger og racistiske vittigheder var ikke en sjældenhed. Selvom hun befandt sig på et studie, med mennesker, som hun tænkte burde vide en del om kultur og historie, gik det op for hende, at det ikke nødvendigvis var tilfældet.

- Jeg havde ellers store forventninger, men de vidste ingenting om Grønland, siger hun.

Avaaraq Bendtsen med sin hund, Suufu.
I kælderen på Nationalmuseet er der fyldt med kasser og æsker, der ineholder gamle redskaber og andre forhistoriske genstande.

Hun opdagede også hurtigt, at hun havde en anden tilgang til arkæologien, end sine medstuderende.

- Der var måske en mere vestlig tilgang til tingene. En grav var bare en grav, og alt var mere sort-hvidt og sat i kasser, mens jeg gik mere op i det, jeg følte og dyrkede respekten for mine forfædre, fortæller hun.

- Det var i hvert fald sådan, jeg oplevede det.

Avaaraq Bendtsen er i dag i gang med sin kandidatuddannelse. Det har taget længere tid for at færdiggøre uddannelsen, end hun havde regnet med. Under studietiden skete der også ting i Narsaq, som trak hende hjem i perioder.

- Man kan jo ikke kontrollere, hvad der sker rundt om en og i ens familie, siger hun.

Blandt andet kunne hun ikke forhindre, da hendes ittu døde i 2024.

'Somebody gotta do it'

I 2021 gik Inuit Ataqatigiit til valg på at et forbud mod uranudvinding i Grønland. Hele omdrejningspunktet for valgkampen blev Kuannersuit-minen.

Den mine, som satte en stopper for familieudflugterne til Narsap Ilua for at samle vand, da Avaaraq Bendtsen var lille.

Året inden valget blev mineprojektet sendt i offentlig høring, og det satte ild til protesterne i byen. Miljøaktivistgruppen Urani Naamik stod ofte med bannere og kampråb, og demonstrerede ved nogle af de borgermøder, der fandt sted i perioden.

Avaaraq Bendtsen var i den periode skiftevis i Danmark og i Narsaq og støttede op i det omfang hun kunne.

Avaaraq Bendtsen er dybt facineret af de gamle mumier, håndlavede masker og andre fund, som man kan se på Nationalmuseet i Nuuk.

Inuit Ataqatigiit endte som bekendt med at vinde valget, og uranloven blev vedtaget. Men det australske mineselskab gav ikke op. De lagde sag an og fortsatte med at holder møder for beboerne.

Det gjorde de også for to år siden, mens Avaaraq Bendtsen var hjemme på orlov fra arkæologistudiet. Under en demonstration i byen, blev det besluttet, at Avaaraq Bendtsen skulle tale foran byen og mineselskabet.

- Deres argument var, at jeg var ung og kunne engelsk. Jeg havde jo også været engageret, siden jeg var lille, fortæller hun.

Efterfølgende blev Avaaraq Bendtsen kontaktet af en del journalister, og herfra var der ingen vej tilbage. Flere i Urani Naamik-gruppen syntes, det var en god idé, hvis hun blev gruppens nye forperson.

- Jeg havde egentlig ikke lyst, husker hun.

- Jeg vil jo gerne være ung og leve mit liv, uden at skulle bekymre mig om et bjerg og mit hjem, og frygte risikoen for, at man bare kan ændre loven og åbne minen igen.

But somebody gotta do it, tænkte hun.

Vi kan lære af fortiden

15. december er Avaaraq Bendtsens sidste dag som praktikant på Nationalmuseet i Nuuk. Hun gruer for dagen.

- Jeg har virkelig nydt at være her, siger hun.

Dog holder hun i år jul i Narsaq, og dét lyspunkt klamrer hun sig til.

Da snakken til sidst falder på fremtiden, er det svært ikke at forholde sig til alle de forandringer og store politiske udfordringer, som Grønland har stået i de seneste år.

Udenrigspolitisk har de seneste to år været voldsomme, og i september fik USA med forsvarsaftalen lov til at etablere to nye baser, hvoraf den ene skal ligge i Narsarsuaq – en times sejlads fra Narsaq. Og endnu kortere fra Qinngua.

Derudover kræver det australske mineselskab i hjembyen fortsat uranlovet ændret eller op mod 76 milliarder kroner i erstatning.

Et billede fra en af Urani Naamiks demonstrationer i Narsaq tilbage i februar i år.
Avaaraq Bendtsen med sin bedste veninde fra arkæologistudiet på venindens første tur til Grønland - og hendes første møde med en Thulegrav.

Avaaraq Bendtsen sukker dybt og skæver ned til hunden Suufu, der ligger på en pude på gulvet og sover.

- Når jeg er færdiguddannet, vil jeg hjem til Narsaq, lave nogle projekter her og der, arbejde på museet i byen og bare blive gammel. Bruge tid med mit folk i Narsaq og i naturen i stedet for at skulle bekymre mig, siger hun.

- Men med amerikanerne all over og Kuannersuit, der spøger, føles det hele meget uforudsigeligt for at være helt ærlig. Det er hårdt, siger hun.

Alligevel fortsætter hun med at engagere sig i Urani Naamik og i kampen for sin hjemby og naturen omkring den.

- Vi skal kunne vedligeholde den her måde at leve på. Plukke bær, fiske og alt det, som vores forfædre gjorde, uden at skulle behøve være bange, siger hun.

I Qinngua, i naturen, under arkæologiske udgravninger og på sin praktikplads i Nuuk har Avaaraq Bendtsen følt sig allermest forbundet til fortiden – og den fortid, kan vi alle have gavn af at dykke ned i, mener hun.

- Historien lærer os, hvordan vi undgår at fucke op. Nu er det tid til, at vi skal tænke på vores efterkommere. Ikke bare os, men den næste generation.

Powered by Labrador CMS