Slut med særlige indrejseregler for færinger og islændinge
På grund af tiltagende coronasmitte i Island og Færøerne har Naalakkersuisut besluttet at ændre indrejse-vilkårene for personer fra disse lande.
- På baggrund af udviklingen i smittespredning på Færøerne og Island har Naalakkersuisut besluttet, at de særlige lempelige indrejsebetingelser for indrejsende fra Island og Færøerne skal ophøre indtil videre, oplyser Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Det betyder blandt andet, at indrejsende fra Færøerne ligesom andre, der indrejser fra risikoområder (karantænelande), ikke må deltage i forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v., eller opholde sig i butikker, biblioteker, restauranter og caféer mv. før det anses for påvist, at de ikke er smittet med Covid-19, skriver Naalakkersuisut.
Det er dog tilladt at foretage helt nødvendige indkøb af dagligvarer og andre fornødenheder, som ikke umiddelbart kan foretages af andre.
Karantæneperioden
- Karantæneperioden for indrejsende fra karantænelande, herunder fra Færøerne, er 14 dage. En indrejsende kan dog nedsætte karantæneperioden ved at lade sig teste for Covid-19 og denne test er negativ. Det kan dog tidligst ske fem dage efter ankomsten til Grønland. Indtil der foreligger svar på testen, skal den indrejsende afholde sig fra kontakt med andre. Er testen negativ anses den indrejsende for ikke at være smittet med Covid-19, hedder det.
Personer indrejst fra Færøerne inden for den seneste uge anbefales at udvise særlig opmærksomhed og så vidt muligt følge karantænebestemmelsern, lyder opfordringen fra det grønlandske Selvstyre.