Skriver baglæns for at distrahere sin hjerne

Efter lang tids pause fra de sociale medier, meddelte guldsmed Nadja Kreutzmann på sin Facebookprofil, at hun var tilbage. 

Hun har måttet lukke ned på grund af sin angstlidelse, for at komme sig så godt hun kunne.

AG besøgte hende forinden for netop at tale om den usynlige sygdom, angst.

- Jeg kan fortælle, at jeg har kæmpet med angst næsten lige så længe, jeg kan huske. Jeg er nu 43 år, og jeg tror, at jeg allerede havde lidt som barn, siger Nadja Kreutzmann, som udover sin angstlidelse har en hjertelidelse, der har gjort det nødvendigt at lære at skelne mellem angstfølelse og hvad der er rigtige fysiske symptomer.

- Den blev først opdaget, da jeg var i starten af 30'erne. Den hjertesygdom er overhovedet ikke farlig, hjertet slår bare nogle gange helt mærkeligt. Jeg får hjertemedicin to gange i døgnet, så jeg kan mærke, at hjertet slår helt rytmisk, som det skal. Men jeg kan stadig få panikanfald, og mærker det. Jeg kæmper med konstant angst, og det er simpelthen bare hårdt at håndtere.

Når Nadja får angstanfald, begynder hun at trække vejret alt for langt ind og for hurtigt ud igen – i lang tid. Det er en form for hyperventilering, hvor hun faktisk får for lidt CO₂ i kroppen, som resulterer i prikken i kroppen, geléagtige ben og svimmelhed.

- Nogle gange har jeg faktisk haft langsom hyperventilering, indtil jeg var helt krøllet sammen. Helt stift. Og det får jo en til at tro, at man er ved at dø. Men nærmest lige så snart man har ringet efter ambulancen og ved, at der kommer hjælp, så begynder det at løsne op igen stille og roligt. Fordi i bund og grund er det hele jo i hovedet. Det er hovedet, der gør ting og får kroppen til at reagere, forklarer Nadja Kreutzmann.

Trivial Pursuit og isterninger

En gang sad Nadja Kreutzmann i et fly og begyndte igen at gå i panik. Hun tog en brækpose og begyndte at trække vejret i posen.

- Det føltes som det mest forkerte at gøre, fordi man føler jo, at man ikke får luft. Så derfor føles det forkert at trække vejret ind i en pose, for der er jo slet ikke noget luft, og du genbruger jo luften. Men efter jeg havde gjort det første gang, fandt jeg ud af, at det stoppede med at prikke. Jeg fik CO₂ igen, som jeg ellers havde udvisket fuldstændig.

- Når jeg følte den der panikangst, begyndte jeg at øve mig rigtig meget i at trække vejret ind igennem næsen og lave en kontrolleret udånding igennem munden ligesom en fløjte, uden at fløjte. Det gør, at jeg bevarer CO2'en i kroppen, og derfor får jeg ikke svimmelheden, prikken i kroppen, trykken for brystet og alt det der. Så den ene ting der hjalp, var at styre vejrtrækningen, fortæller Nadja Kreutzmann.

Den anden ting Nadja fandt ud af, var at aflede sig selv.

- Det er 100 procent hjernen, der gør det. Og til at starte med, var min mand rigtig god, fordi jeg var heldig at han orkede det. Når jeg kunne mærke at jeg blev bange, sagde jeg at vi lige skulle distrahere mig. Det skal være sådan så hjernen vitterligt bliver helt optaget af noget andet.

Nadja Kreutzmanns mand stillede spørgsmål hun skulle svare på, og det udviklede sig til at de havde Trivial Pursuit-kort med alle steder.

- Så kunne han bare læse op af dem. Og jeg koncentrerede mig om at tænke på svarene på spørgsmålene. Men det gjorde så også, at jeg blev bange for at være alene. Hvad nu hvis han ikke var der? Hvis han ikke kunne tage telefonen? Hvem skal så hjælpe mig? Jeg begyndte at blive bange for at blive bange.

Hun fandt ud af, at hun skulle have et stykke papir, så hun kunne skrive baglæns. Det aktiverer hjernen så meget, og afleder hjernen så meget, at den kan glemme angsten.

- Jeg kan godt risikere under en flyvetur, at blive rigtig bange, fordi jeg føler at jeg ikke kan opføre mig anderledes, end man bør. Så tager jeg et stykke papir med, og skriver f.eks. Grønland i Tivoli baglæns. Så bruger hjernen så mange kræfter på, at Tivoli slutter på I, så L, og O. Hjernen koncentrerer sig så meget, at den ikke fokuserer på angsten. På et tidspunkt går det op for en, at den ekstreme fysiske følelse er væk, fordi hjernen har brugt kræfter på noget andet.

Nogle gange kan angstfølelsen være så stor, at Nadja Kreutzmanns hjælpemidler ikke virker. Når det sker, gør hun noget fysisk.

- F.eks. kan man gå ind på Pascucci og få en isterning, og så putter man isterningen i munden. Det er så kold og voldsom en oplevelse i munden, at hjernen fokuserer på det, i stedet for på angsten. Der er også nogle, der bare har en kold isterning i hver hånd.

- I bund og grund handler det om accept og afledning. Altså acceptere, okay, jeg er ved at få et panikangstanfald nu. Det er okay, fordi det går over igen. Det går altid over igen. Hvad kan jeg gøre for, at det ikke bliver det allermest ubehagelige, det kan blive? Det kan også være at skrælle en appelsin og snuse til den hjælper, fordi duften er så kraftig, at det også aktiverer hjernen på noget helt andet end angsten.

Medicin mod angst

Nadja Kreutzmann har to børn med sin mand, er uddannet guldsmed og laver sine kreationer i sit hjem i Tuapannguit i Nuuk. Hun tog sin uddannelse i Danmark på nedsat tid, da hun ikke ønskede at blive førtidspensionist. I dag har hun et godt liv i Nuuk.

- Det har taget mig otte år, at komme hertil. Jeg ved, at jeg kun har kunnet klare det og komme igennem det, fordi jeg også i mellemtiden har taget angstmedicin. Angst ligger der hele tiden, og det er så opslidende, fordi det er en fysisk følelse, man hele tiden har. Den kan både føles smertefuld eller ubehagelig, men allermest udmattende.

- Jeg har været der, hvor jeg tænkte, at jeg ikke kan holde det ud mere. Jeg blev kørt ned på psykiatrisk afdeling, hvor de fandt ud af, at det ikke var fordi, at jeg ville dø. Det var fordi, jeg ikke kunne holde ud at have det sådan. Fordi i virkeligheden handlede det om, at jeg rigtig gerne vil leve.

Nadja Kreutzmann fik udleveret Cetralin, som egentlig er en antidepressiv medicin, men den fjerner også angst.

- Pludselig kunne jeg tage på arbejde. Jeg kunne pludselig være der igen for mine børn, fordi jeg havde været så udmattet og påvirket af min angst, at jeg endte med kun at være fokuseret lige foran mine egne øjne. Jeg kunne gå i biografen og på cafe, noget helt almindeligt som alle andre.

Nu har Nadja Kreutzmann været medicinfri i nogle måneder, hvor hun under nedtrapningen har været hypersensitiv.

Hvad er egentlig årsagen til, at du stoppede med medicin?

- Det var fordi, at jeg kunne mærke, at nu var jeg så bevidst om, at angst starter med psyken, og derfor går ud i kroppen. Og jeg tænkte, at jeg nu vil øve mig i selv at klare min psyke. Og det følte jeg også, at jeg kunne.

- Jeg er jo altid et menneske med angst. Men lige så snart jeg får de første symptomer, så ved jeg, hvad jeg kan gøre for, at det ikke får lov til at fylde. Hvis jeg f.eks. kan mærke, at jeg begynder at få uro i kroppen, mens jeg sidder og arbejder, så kan jeg gå en tur. Det kan bare være to gange rundt om huset og så ind igen. Jeg skal have sanseoplevelser, der gør, at jeg ikke sidder fast i mine tanker, siger hun.

Nadja Kreutzmann er efter alle de år med angst som følgesvend, kommet frem til at lidelsen ikke er tabu længere. Hun har været flittig bruger af en psykolog og har fået hjælp. Men en af de ting, der har gjort det lettere for hende, var at sige det højt under en togtur i Danmark, at hun var ved at få et angstanfald. En sidemand begyndte at tale med hende, og dermed distraherede hende fra angsten.

Og nu taler hun åbent om sin lidelse, og ønsker at udbrede viden og forståelse blandt befolkningen.

- Jeg håber virkelig at kunne udbrede viden om angst, fordi vi er et lille samfund, hvor vi kan synes det er pinligt, eller at vi ikke har lyst til, at folk skal vide hvad vi kæmper med. Jeg er nået til et punkt, at det for mig slet ikke er et tabu længere. Det er egentlig bare sådan, det er, siger hun.