Skat: Vellykket digital masseforsendelse

For første gang har Skattestyrelsen sendt årets selvangivelse ud digitalt, som borgerne kan tilgå via Sullissivik.gl og e-Boks. En vellykket operation, vurderer styrelsen.

Offentliggjort

Skattestyrelsen var den første offentlige instans, der i marts stod bag en af de helt store masseforsendelser af digital post til borgerne. 45.000 borgere har fået årets selvangivelse tilsendt digitalt, og overgangen fra papir til online selvbetjening ser ud til at fungere.

- Borgere, der før i tiden har haft problemer med forsinket eller udeblevet post, har således fået leveret deres selvangivelse rettidigt og kan finde den igen i deres e-Boks, oplyser kontorchef Miki Jensen, Skattestyrelsen, til Sermitsiaq.AG.

Miki Jensen påpeger, at det endnu er for tidligt at evaluere på antallet af rettelser eller tilføjelser i forhold til sidste års papirudgave af selvangivelsen.

Ingen ekstraordinær travlhed

- Vores fem borgerservice enheder har ikke oplevet ekstraordinær travlhed i forbindelse med udsendelsen af selvangivelsen. Fristen for ændringer og/eller godkendelse af selvangivelsen er den 1. maj 2021, oplyser kontorchefen.

Endnu mangler borgere at lade sig registrere sig til NemId-løsningen, der er helt central for at kunne tilgå de digitale informationer fra blandt andet det offentlige.

Miki Jensen oplyser, at man efter en større informationskampagne sidste år nåede op på 31.000 borgere, der var tilmeldt NemId-løsningen.

Opfordring

- Det betyder, at der fortsat er borgere, som endnu ikke har fået NemID. Vi vil derfor opfordre alle borgere, som ikke har NemID, til at henvende sig personligt til kommunens borgerservice eller til deres bank. På den måde får de adgang til mange offentlige tjenester, såsom Sullissivik.gl og netbank, understreger Miki Jensen.

Udover Skattestyrelsens digitale løsninger kan borgerne eksempelvis hente sin bopælsattest, melde flytning samt hente og betale sit jagtbevis via Sullissivik.gl.

Powered by Labrador CMS