Siverth vil ravne og måger til livs i byerne

Atassut-medlem Siverth K. Heilmann vil de mange ravne og måger til livs, der sviner og skaber andre problemer i byerne. Han vil have Naalakkersuisut til at fremlægge en plan.

Offentliggjort

I et paragraf 37-spørgsmål undrer det Siverth K. Heilmann, at Naalakkersuisut intet har gjort for at få reguleret bestandene af måger og ravne i byerne. Han henviser til, at et flertal i Inatsisartut for flere år siden erklærede sin støtte til Anthon Frederiksen, da denne fremsatte problemet.

- Desværre er der ikke sket noget efter afstemningen. Det handler også om, at man ikke må affyre skud i beboede områder. I gamle dage kunne vi aflevere ravnenes fødder hos kæmneren og få 2 kroner for dem, skriver Siverth K. Heilmann i begrundelsen for sit spørgsmål.

Økonomien

Det økonomiske spørgsmål for at få reguleret bestandene af måger og ravne optager Atassut-medlemmet.

- Udover at man ikke må benytte sig af skydevåben i beboede områder, er der ikke stor enthusiasme blandt befolkningen over skulle ”spilde” dyre patroner, hvis der ikke indføres økonomisk incitament, skriver han og tilføjer:

- Jeg vil godt vide af Naalakkersuisut, om der er vilje til at starte en dialog med kommunerne for at indføre et økonomisk incitament og en plan for at få tacklet problemet.

Powered by Labrador CMS