Siumut står udenfor i Kujalleq

Inuit Ataqatigiit og Atassut har underskrevet en samarbejdsaftale i kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq, efter at de ikke kunne blive enige med Siumut om udvalgspladser.

Offentliggjort

Det bliver et samarbejde uden Siumut i Kommune Kujalleq. Sådan melder Inuit Ataqatigiits Stine Egede, der bliver borgmester i kommunen.

Dermed er det Inuit Ataqatigiit og Atassut, der skriver under på en samarbejdsaftale i Kujalleq, mens Siumut stiller sig som oppositionsparti. Atassut og IA har samlet ni medlemmer i kommunalbestyrelsen, mens Siumut har seks.

- Jeg ærgrer mig over at man ikke tog imod vores vilje til samarbejde, men da vi ønsker at realisere forandringer, er vi desværre nået til det resultat som vi er kommet frem til, siger Stine Egede i en pressemeddelelse.

Hun forklarer i pressemeddelelsen, at forhandlingerne med Siumut kun har skabt større afstand mellem IA og Siumut i stedet for at partierne kom tættere på hinanden.

Utilfreds Siumut

IA med Stine Egede i front har givet Siumut en håndsrækning. Men IA mener, at Siumut er utilfreds med det tilbud, som IA kan komme med:

- Vores tilbud: to udvalg og fuldt medlemskab i udvalg, det vil sige, med 2 medlemmer i hvert udvalg samt 2. viceborgmesterpost har man ikke taget imod.

- Desuagtet har man ikke fundet vores tilbud for tilfredsstillende, hvorfor vi måtte indstille samtalerne med Siumut, skriver Stine Egede.

Inuit Ataqatigiit forventer, at samarbejdet med alle partier internt i udvalgene vil køre godt. Stine Egede oplyser, at kommunalbestyrelsens konstituerende møde afholdes lørdag den 1. maj.

Siumut genkender ikke kritik

Hos Siumut har Simon Simonsen svært ved at genkende, at Siumutgruppen skulle agere utilfredse omkring IA’s tilbud om samarbejde. Så sent som i går holdt IA og Siumut sidste samtale før forhandlingerne stoppede.

Og Siumut gik ellers med til IA’s tilbud, men ønskede at beholde de antal medlemmer i udvalgene, som de er berettigeret til i forhold til deres antal medlemmer i kommunalbestyrelsen.

- Vi ønskede ellers at uddybe en samarbejdsaftale og nedfælde mål og fokusområder for de næste fire år. Men IA satte en stopper for forhandlingerne da vi ville snakke mål. Udlægningen af, at vi skulle være utilfredse kan jeg ikke genkende, siger Simon Simonsen til Sermitsiaq.AG.

- Vi vil ikke føre politik som vinden blæser, som IA vil, da vi vil helst have fokus og mål på for de næste fire år på skrift, siger han.

Han siger, at Siumut forventer at kunne samarbejde i udvalgene de næste fire år.

Powered by Labrador CMS