Siumut landsmøde: Kielsen får opbakning fra Siumut Paamiut

Men det er ikke hele lokalafdelingens bestyrelse, der har valgt at indstille ham som formand for partiet.

Indtil videre har tre meldt sig som formandskandater: Kim Kielsen, Erik Jensen og Aki-Matilda Høegh-Dam.
Offentliggjort

Formanden for Siumut Paamiut, Thiiooq Knudsen fortæller overfor Sermitsiaq.AG, at Siumuts tidligere formand, Kim Kielsen får lokalafdelingens opbakning til at stille op som formand for partiet.

Men det er et flertal i lokalafdelingens bestyrelse, der står bag indstillingen, det er ikke enstemmig opbakning, fortæller Thiiooq Knudsen.

Tidligere har lokalafdelingen samlet sig om Kielsen og hans politiske dagsorden, men billedet er vendt.

Den primære begrundelse for den dalende opbakning er, at en del af lokalafdelingen mener, at Kielsen ikke har gjort nok for Paamiut og bygder. Selvom lokalafdelingen også har taget med i betragtningerne at en landsformand skal arbejde for hele baglandet og ikke blot enkelte lokalafdelinger, er der altså medlemmer som ikke er tilfredse.

- Opbakningen er begyndt at halte, for man ser udvikling alle andre steder end lige Paamiut og bygder, og det har ført til at der nu ikke længere er fuld opbakning til Kielsen, påpeger Thiiooq Knudsen overfor Sermitsiaq.AG

Thiiooq selv bakker op om Aki-Matilda

Thiiooq Knudsen selv har været en tro støtte Kielsen, men denne gang går hans opbakning til Aki-Matilda Høegh-Dam, der for nyligt erklærede sig klar til at stille op.

Selvom jeg ikke har noget på Kielsen, skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg håber på at Aki-Matilda bliver valgt som formand. Jeg støtter ungdommen og jeg er meget glad for at netop Aki-Matilda trods sin unge alder har udvist så stor ansvarsbevidsthed i sit politiske arbejde, så jeg skal ikke lægge skjul på min opbakning til hende, erklærer formanden.

Han deltager dog ikke til partiets landsmøde, da lokalafdelingen har valgt at sende partiets kommunalbestyrelsesmedlem, Dorthe-Marie Mogensen-Fontain.

Hvor står Siumut Sisimiut?

Nuværende formand for Siumut, Erik Jensen, har tidligere erklæret at han er parat til at genopstille, hvis der er opbakning til ham fra lokalafdelingerne.

Sermitsiaq.AG har været i kontakt med Erik Jensens eget bagland, Siumut Sisimiut, hvor kommunalbestyrelsesmedlem Evelyn Sofie Frederiksen er formand:

Siumut Sisimiut har endnu ikke taget stilling til hvem lokalafdelingen vil bakke op i formandsvalget, og vi skal først drøfte det internt i lokalafdelingen, før vi melder noget ud, siger Evelyn Frederiksen.

Erik Jensen oplever opbakning

Erik Jensen selv er optimistisk med hensyn til genopstilling:

Jeg oplever en stor tillid til mig og Siumuts bestyrelse. Mange lokalafdelinger har opfordret mig til at genopstille, og det ser jeg som en tillidserklæring til vores førte politik, og det har givet mig yderligere lyst og kræfter til at genopstille, så ja, jeg kommer helt sikkert på listen over formandskandidater, erklærer Erik Jensen overfor Sermitsiaq.AG.

Generalforsamlinger overalt

Siumuts lokalafdelinger langs kysten har i disse dage haft travlt med at afholde generalforsamlinger. Partiets sekretær Ole Aggo Markussen fortæller at de sidste lokale generalforsamlinger er ved at være færdige og at listen over delegerede vil blive færdiggjort, når alle lokalafdelinger har afviklet deres generalforsamlinger.

Sermitsiaq.AG arbejder på at komme i kontakt med Siumut Nuuk, som Aki-Matilda Høegh-Dam er medlem af.

Powered by Labrador CMS