Siumut-kandidat: Ny forsonings-kommission er nødvendig
En ny forsoningskommission skal etableres. Det er budskabet fra den unge Siumut-politiker Ineqi Kielsen, der foreløbig er Siumuts eneste kandidat til det kommende folketingsvalg.
Selvstyret har tidligere brugt 10 millioner kroner på en forsoningskommission, der efter tre års intensivt arbejde afleverede en betænkning til Naalakkersuisut den 8. december 2017.
Fader til forsoningskommissionen var daværende formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond.
Nu melder Ineqi Kielsen sig på banen med et budskab om at få genetableret en ny forsoningskommission, der imidlertid skal etableres i samarbejde med danske forskere og ”allerhelst med officiel deltagelse fra den danske regering, så kommissionen kan få fuld og uhindret adgang til de danske arkiver fra den tid”, fremgår det af en pressemeddelelse fra folketingskandidaten.
Forslaget serveres under overskriften: “Lad os få belyst kolonitidens fejl”.
- Vi ved allerede, hvordan en række af kolonitidens beslutninger havde negative konsekvenser for det grønlandske samfund, understreger Ineqi Kielsen og nævner blandt andet følgende sår i landets kolonihistorie: Fødestedskriteriet, de juridiske faderløse, Qullissat, tvangsflytningen fra Pituffik, G-60 og eksperimentbørnene.
Kritiserer den gamle
Ineqi Kielsen er kritisk over for det arbejde, som den gamle forsoningskommission gennemførte.
- Tanken om en forsoningskommission var god nok, men udformningen og håndteringen har slet ikke været god nok. Indtil videre er pengene f.eks. blevet brugt på rundrejser til forskellige bosteder, hvor folk så har kunnet fremsige deres klager. Det er ikke et godt grundlag for arbejdet, skriver han i pressemeddelelsen.
Kræver undskyldning
- Ingen er fejlfrie, men begår man en fejl, bør man anerkende den og undskylde for den til dem, fejlen er gået udover. Det gælder ikke kun eksperimentbørnene, det gælder også en lang række andre af vores borgere, lyder kravet fra Ineqi Kielsen.
- Blandt andet derfor har vi brug for en forsoningskommission. For indtil vi har fået anerkendt fortidens uretfærdigheder, vil de ikke alene være åbne sår for vores borgere og vores samfund. De vil også stå i vejen for vores fremtidige arbejde mod selvstændighed, mener han.
Eneste MF-kandidat
Indtil videre er Ineqi Kielsen den eneste folketingskandidat, der har meldt sig under fanerne for Siumut. Noget tyder på at partiet er udfordret med at sammenstykke en fuldstændig kandidatliste. Meldingen fra partiet er, at hovedbestyrelsen i Siumut skal mødes inden for “kort tid og nok i starten af næste uge”. En melding, der er blevet gentaget flere gange i løbet af 2019.
Der skal være folketingsvalg senest juni.