Siu-Tsiu starter ny afdeling
Den socialøkonomiske virksomhed Siu-Tsiu starter i Qaqortoq for at støtte og vejlede unge mellem 15-24-årige i at komme ind påarbejdsmarkedet eller i gang med uddannelse.
Et stort antal unge her i landet står uden for arbejdsmarkedet og er ikke i gang med en uddannelse.
Unge i denne gruppe får nu et ekstra tilbud i Qaqortoq, hvor den socialøkonomiske virksomhed Siu-Tsiu åbner en afdeling fra 28. december, oplyser den nye afdeling i en meddelelse.
Siu-Tsiu skaber arbejdspladser for unge i et tæt samarbejde med virksomheder, kommune eller uddannelsessteder. De unge kan for eksempel lave husflid, såsom pulaartut, ajagaq og andet, som kan sælges til turister, og Siu-Tsiu kan også tilbyde at skovle sne for kommunen eller for virksomheder.
Vil skabe sundere og tryggere fremtid
Teamleder i Siu-Tsiu Qaqortoq, Margrethe Thårup Andersen, glæder sig til at komme i gang med arbejdet:
- Vi mangler sådan et tiltag, som kan være med til åbne flere døre for unge og skabe en sundere og tryggere fremtid. Siu-Tsiu er stadig meget ny, så vi glæder os rigtig meget til at møde de unge, og jeg er bare glad for, at vi får sådan en mulighed her i Sydgrønland, udtaler Margrethe Thårup Andersen.
Siu-Tsui startede i Tasiilaq i 2021, og den nye afdeling i Qaqortoq har udover Margrethe Thårup Andersen yderligere to medarbejdere i projektleder, Nina-Vivi Møller Andersen, og projektmedarbejder, Lars-Ole Knudsen.
De første unge starter hos Siu-Tsiu Qaqortoq den 4. januar 2024 i det allerførste program, som vil vare i 10 måneder i Qaqortoq.