SF: Lad Grønland og Færøerne tale for sig selv
Grønland og Færøerne skal i fremtiden have lov at tale på egne vegne, når der holdes internationale møder om hvalfangst. Sådan lyder Socialistisk Folkepartis forslag til udenrigsminister Per Stig Møller, Det konservative Folkeparti,
Forslaget kommer for at stoppe den »borgerkrig«, der hersker omkring Danmarks officielle holdning til at genoptage kommerciel fangst på de store hvaler. Opfordringen kom fra miljøordfører Steen Gade, da modstanderne af hvalfangst onsdag holdt pressemøde på Christiansborg.
- Det, der bekymrer os ved regeringens linje, er, at Danmark udadtil giver et helt andet signal, end vi plejer at give, når det gælder beskyttelse af natur og dyrearter. Vi allierer os med de forkerte, blandt andre Japan, som er ligeglade med bæredygtighed, og Danmark står i dag som et land, der kæmper for kommerciel hvalfangst, sagde Steen Gade.
Næste møde i Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC) indledes den 28. maj i Alaska, og her vil tilhængere og modstandere af hvalfangst atter en gang tørne sammen med voldsom kraft - og Danmarks forhandlere vil igen stå i midten og forsøge at afbalancere de forskellige holdninger inden for rigsfællesskabet. Grønlænderne får som oprindelig befolkning tildelt en årlig kvote af store hvaler, og færingerne fanger uhindret deres grindehvaler, som ikke hører under IWC's kompetence. Men både Grønland og Færøerne er interesserede i at fange flere hvaler, og dette ønske afspejles i Danmarks stemmeafgivning.
Det har isoleret Danmark fra resten af EU og spreder forvirring om Danmarks holdninger, sagde Steen Gade.
- Vi støtter Grønlands hvalfangst, og vi vil fastholde de principper, der gør, at Grønland kan blive ved at fange hvaler bæredygtigt, sagde SF's ordfører.
Forslaget om at give Grønland og Færøerne fri i hvalspørgsmål fik omgående støtte af repræsentanter for Den nordatlantiske Gruppe i Folketinget.
Regeringen har i foråret afvist EU-Kommissionens forsøg på at tale på hele Europas vegne, når der forhandles om hvalfangst.
/Ritzau/