Efter farens død på fangst valgte Simons mor en anden vej for sin søn. I dag kan han fejre 50 år i Pilersuisoq i Aappilattoq.
Simon sidder i sit kontor omgivet af hverdagens små spor fra et langt arbejdsliv - papirer, minder og rutiner, der har fulgt ham gennem årene.Foto: Knud Petersen
For Simon
Petersen var kulden og sulten en del af hverdagen i Aappilattoq i 1950-erne.
I
en lille tørvehytte voksede han op med sin mor. Kvinden, der egentlig var hans
moster, men som tog ham til sig som sin egen.
For Simon
Petersen var kulden og sulten en del af hverdagen i Aappilattoq i 1950-erne.
Annonce
I
en lille tørvehytte voksede han op med sin mor. Kvinden, der egentlig var hans
moster, men som tog ham til sig som sin egen.
Efter at hendes mand omkom under
fangst, stod hun alene tilbage med ansvaret. Livet var hårdt, og der var
hverken meget varme eller mad at give af.
Alligevel husker Simon ikke kun
afsavn. Han husker en mor med en urokkelig styrke, en stædig vilje og en
kærlighed, der bar dem gennem de svære år.
Den styrke
fulgte ham videre i livet. Fra den kolde tørvehytte, der i dag er trådt ind i
varmen fra butikken. Døren til Pilersuisoq går op og i, kunder hilser, og
stemmen bag disken er velkendt. Det er Simon Petersen. 50 år efter sin første arbejdsdag
står han stadig samme sted - nu med et halvt århundrede bag sig i bygdens
butik.
Simon sammen med sin søn Knud.Foto: Knud Petersen
Simon Petersen
blev født i Upernavik i 1957.
- Fire måneder efter jeg blev født og efter min
dåb flyttede jeg til Aappilattoq, da min moster, som jeg i dag kalder for mor,
adopterede mig, fortæller Simon Petersen.
Siden da har
Simon boet i Aappilattoq, omkring 20 kilometer nordøst for Upernavik, på kanten
af Upernavik Isfjord. Ved årets begyndelse havde bygden 158 indbyggere.
For Simon blev
Aappilattoq rammen om det første møde med verden. Hans tidligste minde er
lyden af hundeslæden over sneen. Han kørte med sin far, en mand, han ikke husker, kun som en skikkelse. Det er slæden og hundene, der står klart.
- Jeg var så
lille. Han døde omkring 1959, og så var det kun mig og min mor, fortæller han.
Lige ved siden
af deres hytte boede hans bedstemor, og Simon gik ofte frem og tilbage mellem
de to hjem. Han har otte søskende fra sine biologiske forældre.
Hans mor, som
opdragede ham, hed Dorthe Petersen, kendt som Dorthennguaq. Da hun blev gift, kom hun til at hedde Dorthennguaq Gabrielsen. Hun er død idag.
Undervisning
i et værksted
Simon Petersen
begyndte sin skolegang i Aappilattoq, hvor undervisningen foregik i kirken. Men en brand satte en brat stopper for de
vante rammer, da kirken brændte ned.
Det betød, at
undervisningen måtte flyttes til mere midlertidige forhold.
- Jeg kom til
at starte i skole i et værksted. Det var i 1965, og jeg kan huske, at jeg
egentlig godt kunne lide det, fortæller han.
De enkle rammer
var måske anderledes, men for Simon blev det alligevel begyndelsen på hans
skoleliv i bygden.
Da han gik i fjerde klasse, blev det foreslået, at han skulle rejse til Danmark for at
fortsætte sin skolegang, som mange andre børn fra bygderne gjorde dengang. Men
hans mor satte foden ned og sagde nej.
Simon Petersen sammen med sin samlever Mina Petersen, som han har delt livet i Aappilattoq med gennem mange år, hvor fællesskab, arbejde og familie har været omdrejningspunktet i deres hverdag.Foto: Ane-Marie Petersen
- Hun sagde, at
jeg skulle arbejde istedet, siger Simon
Petersen.
Skolegangen
blev kort for Simon, der nåede til og med fjerde klasse. I 1971 blev Simon
konfirmeret og hans første job var i kommunen. Alt pegede ellers mod fangst.
Kommunen gav ham både redskaber og kajak. Men hjemme traf hans mor en anden
beslutning: Han skulle ikke være fanger.
- På grund af
min far. Hun nægtede at lade mig følge samme vej som min far, siger han.
Det førte til,
at Simon fik arbejde i kommunen, hvor han om vinteren samlede ferskvandsis. Dengang
var adgangen til vand besværlig, og om vinteren blev ferskvandsis hentet og
slæbt hjem til husholdningen.
- Da sommeren kom, husker jeg, at Pilersuisoq søgte unge medarbejdere,
og der begyndte jeg at arbejde, fortæller Simon Petersen.
Det, der
begyndte som et sæsonarbejde, udviklede sig langsomt. Om sommeren arbejdede han
i butikken, som dengang hed KGH, mens vinteren stadig stod i isens tegn.
Men i vinteren
1976 skete der noget, der ændrede retningen.
- Jeg samlede
is som sædvanligt, da bygdebestyreren kom hen til mig og spurgte, om jeg ville
være fastansat i KGH, fortæller han.
En meget glad
Simon løb hen til sin mor for at fortælle om den glædelige nyhed.
- Hun sagde til
mig, at jeg skulle passe rigtig godt på mit arbejde og være god til at stå på
op om morgenen. Hun sagde til mig, at hvis det var muligt, kunne jeg leve mit
liv som arbejder, siger Simon Petersen.
Ordene gjorde
indtryk. Fra den dag begyndte han for alvor at tage ansvar, ikke kun for sig
selv, men også for at hjælpe sin mor.
Uddannet købmand
I 1970-erne var
arbejdet noget andet end i dag. Der var ingen hjælpemidler – varerne blev løftet,
båret og flyttet med hænderne. Det krævede styrke og dagene kunne mærkes i
kroppen.
- Man brugte
musklerne til det hele. Men det var jo fint nok som ung, siger han med
et smil.
Simon mødte
tidligt og gik til arbejdet med alvor. Hans chef lagde mærke til det. Han var
stabil, arbejdede hårdt og kunne regnes med.
Langsomt fik
han mere ansvar. Opgaverne blev større, tilliden voksede og skridt for skridt
arbejdede han sig op i virksomheden. I 1999 begyndte han uddannelsen som
købmand og blev færdig to år efter.
Aappilattoq set fra oven, en lille bygd omgivet af isfyldt hav og rå fjelde, hvor huse ligger spredt som tegn på et liv tæt knyttet til naturen og de barske, arktiske omgivelser.Foto: Jan Petersen
- I år fejrede
jeg også 25 år som leder i butikken, fortæller Simon Petersen.
Gennem årene
som købmand har han oplevet både gode og hårde tider. Ikke alle dage har
været lige nemme. Der har været kunder, der kom ind med frustrationer og lod
dem gå ud over ham.
- Det har nogle
gange været nemmere, at være sur på købmanden, siger han.
Men det er ikke
det, der fylder mest, når han ser tilbage. For mellem de svære øjeblikke har
der været mange gode stunder, grin over disken, små samtaler i butikken og et
fællesskab med både kunder og kolleger, som har gjort arbejdet værd at blive i.
Gennem hele sit
arbejdsliv har Simon ikke kun solgt varer. Han har også stået midt i
Aappilattoqs udvikling og set bygden forandre sig år for år, som en del af det
liv, han selv har været med til at forme.
- Jeg har også
arbejdet meget med foreninger som ung. I 80-erne var jeg blandt dem, der
arbejdede for at få elektricitet til bygden. Det lykkedes. Det var gode
tider, siger han.
Simon Petersen blev for ti år siden tildelt Dronningens Fortjenstmedalje i sølv i forbindelse med sit 40-års jubilæum i KNI A/S.
Næste mål
- Jeg opnåede
mit mål den 31. januar i år, da jeg kunne fejre 50 år i Pilersuisoq. Jeg tror
ikke, der har været nogen før mig her i Aappilattoq, der har nået samme
milepæl, siger han.
Da kommunen
overrakte ham diplomet i anledning af hans 50-årsdag, stod tiden et øjeblik
stille for ham.
Tankerne fandt deres egen vej tilbage gennem årene, gennem det
liv, der havde formet ham. Og dér, midt i det hele, stod hun: hans mor. Kvinden
der havde båret ham gennem barndommens stille dage og stormfulde nætter.
Simon modtager sit diplom med et stille smil og et rørt blik, mens 50 års arbejde i Pilersuisoq samler sig i ét øjeblik af stolthed og taknemmelighed.Foto: Knud Petersen
Hende,
der havde givet ham alt. Han mærkede en stille taknemmelighed blande sig med
savn, som om hendes nærvær stadig levede i ham, dybt og urokkeligt.
Nu har Simon
sat sig et nyt mål. Til næste år fylder han 70. Måske bliver det tidspunktet,
hvor han siger farvel til arbejdslivet og går på pension, men det afhænger af
helbredet, siger han stille.
Indtil da er
hans dage stadig bundet af de samme faste rytmer. Han møder klokken syv hver
morgen, og først ved firetiden - nogle gange lidt senere - slipper han dagens
pligter. Rutinen er urokkelig, næsten som et anker i tiden, der har bevæget sig
hurtigere, end han selv havde regnet med.
Årene kan
mærkes i kroppen nu. Ikke som noget pludseligt, men som en stille tyngde i
bevægelserne, en påmindelse om, at han ikke længere er ung.
Når arbejdet
slipper sit greb, er det familien, der tager over. Sammen med sin samlever Mina har han
to børn, børnebørn også nu oldebørn, som fylder deres liv med en særlig varme og kærlighed.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.