Sermitsiaq mener: En national strategi for alternativ energi

I denne uge åbnede et nyt vandkraftværk i Grønland. Vi er nu oppe på, at 60 procent af vores energiforbrug stammer fra vandkraft. Når vandkraftværket i Ilulissat om nogle år står færdigt, er vi oppe på 70 procent. Derefter fortsætter udviklingen med Qasigiannguit og Aasiaat. Og hvis vi bliver enige om, at Alcoa må starte sit smelteværk ved Maniitsoq, bliver vandkraftværkerne yderligere udbygget forhåbentlig til gavn for andre end Alcoa.

Det interessante er, at vi her har et projekt, som vi alle er enige om. Det er rigtig kedeligt, for der er ingen politisk uenighed. Både koalitionen og oppositionen er enige om denne politik, og kommunerne og selvstyret er enige. Fra nord til syd og fra vest til øst er vi enige.

Den overordnede politik hedder olie-fortrængning – eller at vi skal erstatte olien med andre energiformer. Det er en flot visionær politik for samfundet! Men hvor langt er politikerne villige til at gå, når det begynder at blive svært at erstatte olien med anden energi?

En af de største forhindringer for at gennemføre denne politik 100 procent er vores spredte bosætning.

Hvad gør vi i Qaanaaq, Upernanvik, Uummannaq og Illoqqortoormiut?

Hvad gør vi i bygderne?

Og de steder hvor vandkraftværkerne er bygget, hvor langt er vi villige til at gå, for at udnytte den rene energi 100 procent?

I Sisimiut for eksempel er der ikke vandkraft nok til, at denne energiform kan sørge for boligopvarmningen. Det vil sige, at vi stadig må bruge de stærkt forurenende oliefyr i enkelthuse, varmecentraler, virksomheder, uddannelsesinstitutioner mv. Med de mange utættet bygninger vi har, brænder vi rigtig meget olie af.

Det er rimeligt let at beslutte at bygge vandkraftværker, men det begynder at blive svært, hvis vi virkelig ønsker at gennemføre den såkaldte olie-fortrængningspolitik 100 procent, og mon politikerne kan blive enige om dette!

Det kræver nemlig, at man åbner op for alle de alternative muligheder, som vi allerede kender, og som Center for Arktisk Teknologi i Sisimiut arbejder på forskellige steder i landet.

For det første kræver det, at byggereglerne opgraderes, så alt byggeri fremover bliver isoleret ordentligt, og der bruges de mest energibesparende vinduer med videre. Samtidig bør der være billige lån til boligejere, der ønsker at isolere deres bolig. Grønlandsbanken arbejder med den slags lån. Men det offentlige bør også gå ind og hjælpe her og gøre det økonomisk attraktivt for ejendomsejere at isolere og investere i alternative energiformer.

Dernæst bør man i de byer, som har vandkraft, give mulighed for, at man kan erstatte oliefyret med elvarme. Det væsentlige her er, at det skal være økonomisk attraktivt, ellers sker det ikke. Ombygningen skal kunne finansieres af det, man sparer i varmeudgift inden for en overskuelig årrække, og det betyder, at elvarmen skal være billig.

Og så bør vi selvfølgelig sikre, at alle køretøjer kan køre på batterier eller brint på vores korte vejstrækninger.

De steder, hvor man ved, at der ikke kommer et vandkraftværk, eller hvor vandkraftværket ikke har kapacitet til boligopvarmning, bør der ses på andre energiformer. For eksempel jordvarme, solfangere, små vindmøller, små vandværker eller bølgeenergi og energi fra vandstrømme som ebbe og flod. Der bør udarbejdes et katalog, så man kan bruge den energiform, som passer bedst lokalt.

Og her bør det offentlige være med til at skabe billige finansieringsmuligheder. På erhvervsuddannelserne skal man sikre, at de kommende håndværkere og teknikere kan udnytte de alternative energikilder i praksis. På den måde vil man opbygge en viden og en industri, som vil kunne eksporteres til alle andre arktiske områder. Det er altså en udvikling, som ikke kun vil være en udgift, det er en udvikling, som man vil kunne tjene penge på, hvis man ellers kender sin besøgelsestid og griber det rigtigt an.

Og igen vil det være en udvikling, som vi alle kan være enige om, og hvor vi ikke behøver så meget politisk skænderi i Landstingssalen, men hvor partierne for en gangs skyld vil kunne rose hinanden i Landstinget og sikre en national strategi, der ikke er afhængig af, hvem der sidder i Naalakkersuisut.

Tænk hvis politikerne på samme måde kunne blive enige om en national strategi på alle de andre vigtige områder som trafikken, uddannelserne og IT-udviklingen.

Ja man kunne jo starte med at sikre, at alle skoleelever har en computer, og at det er væsentligt billigere at bruge internettet.

Tænk hvis Landstinget også kunne blive enige om det!!!