Revolutionsgarde: Iran har ret til at svare igen på nye angreb fra USA

Mens en diplomatisk proces er i gang i Qatar, rasler Iran med sablen efter amerikansk angreb.

- Der har været forhandlinger i gang i Qatar i dag, så vi må se, om vi kan gøre fremskridt, lyder det fra den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, efter at USA har udført nye angreb på Iran.
Offentliggjort

Irans Revolutionsgarde siger i en udtalelse, at Iran har ret til at svare igen på ethvert amerikansk brud på en igangværende våbenhvile.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag morgen.

USA gennemførte natten til tirsdag dansk tid nye angreb i Iran. I den forbindelse sagde den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, at han fortsat så mulighed for at indgå en fredsaftale med Iran.

- Der har været forhandlinger i gang i Qatar i dag, så vi må se, om vi kan gøre fremskridt. Jeg tror, at der er en masse snak frem og tilbage lige nu om den specifikke formulering i det indledende dokument, så det vil tage et par dage.

- Præsidenten har udtrykt sit ønske om at indgå den. Han vil enten lave en god aftale eller slet ingen aftale, siger Rubio med henvisning til den amerikanske præsident, Donald Trump.

Iran meddelte mandag, at topforhandlere er i Qatar som led i en diplomatisk proces med USA.

Blandt dem var Irans parlamentsformand og chefforhandler, Mohammad Bagher Ghalibaf. Forhandlingsrunden har til formål at afslutte den flere måneder lange konflikt, hvor der 8. april blev indgået en våbenhvile.

Revolutionsgarden er en magtfuld militær styrke, der blev oprettet i 1979 for at beskytte præstestyret efter revolutionen.

Den opererer parallelt med Irans regulære hær og refererer direkte til Irans øverste leder.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS