Sermersooq: Siumut ude af forhandlinger

Siumut og Inuit Ataqatigiit ligger alt for langt fra hinanden i forhold til kommunalpolitik i Kommuneqarfik Sermersooq. Dermed er Siumut ude af forhandlingerne i hovedstadskommunen.

Offentliggjort

Siumut er ikke længere med i forhandlingerne om en samarbejdsaftale i Kommuneqarfik Sermersooq.

Det bekræfter Charlotte Ludvigsen (IA) til Sermitsiaq.AG.

- Vi kan ikke se et samarbejde med Siumut, da vi ligger alt for langt fra hinanden i forhold til politik og vision om udvikling af kommunen, begrunder Charlotte Ludvigsen.

Forhandlingerne med partierne Naleraq og Demokraatit fortsætter.

Flere uenigheder

En del af forhandlingerne i Sermersooq går på at følge den samme linje, som Inuit Ataqatigiit med Demokraatit og Samarbejdspartiet lagde ved deres budgetforlig for i år, hvor boliger og udvikling er i fokus.

- Vi har klarlagt en linje de seneste fire år, og vi har en interesse i at følge den retning, vi allerede pejler mod i kommunen. Vi er ikke interesseret i en politisk slingrekurs, og vi vil gerne fastholde vores troværdighed, og fuldføre det arbejde, vi allerede har lovet befolkningen, fortæller Charlotte Ludvigsen som en del af årsagerne til ikke at forhandle videre med Siumut.

Et af Siumuts mål landspolitisk er, at udflytte arbejdspladser fra Nuuk til kysten. Det er Inuit Ataqatigiit i Kommuneqarfik Sermersooq ikke enig i.

Siumut skal dermed gøre sig klar til at være oppositionsparti igen de næste fire år.

Powered by Labrador CMS