Sermersooq ansætter ny direktør for børn og familie
Hovedstadskommunen har ansat Frederik Lundblad som direktør Forvaltning for Børn og Familie.
Kommuneqarfik Sermersooq har forfremmet fagchef for fritidsafdelingen, Frederik Lundblad, til direktør for Forvaltning for Børn og Familie, skriver kommunen på sin hjemmeside.
Kommunaldirektør Ole Jakobsen udtaler, at han ser frem til samarbejdet med Frederik Lundblad i direktionen.
- Direktøren skal være med til at løfte et meget vigtigt fagområde med børn og familie i centrum, siger Ole Jakobsen.
Tidligere politimand
Udover sine ni år som fagchef har Frederik Lundblad arbejdet i politiet fra 2004 til 2014 - blandt andet som leder af Politiskolen.
- I mit tidligere job ved politiet så jeg ofte konsekvenserne af sociale problemer. Jeg glæder mig derfor til at kunne være med til at løse disse problemer, siger Frederik Lundblad.
Frederik Lundblad er aktiv i langrendsforeningen NSP og en ivrig fritidsfanger. Han er gift med Marie, og sammen har de to børn.
Frederik Lundblad tiltræder stillingen hurtigst muligt.