Se billeder: Kofoeds Skole fejrer nye lokaler og forstander
Kager og mad i lange baner, taler og godt humør fyldte ved receptionen for Kofoeds Skoles nye lokaler og nye forstander, der blev fejret fredag. Se billederne her.
Fredag havde elever og medarbejdere fra Kofoeds Skole dækket op med lækker mad og kager til de mange besøgende på Industrivej 20, som kom for at ønske tillykke med den nye forstander og nye lokaler.
Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggende Jess G Svane, Politidirektør Bjørn Tegner Bay, tidligere landsstyreformand Lars Emil Johansen og medlem af kommunalbestyrelsen Inga Dora Markussen, var blandt de mere prominente gæster, der lagde vejen forbi.
Bestyrelsesformand Malik Hegelund Olsen, fortæller til Sermitsiaq.AG, at de nye lokaler betyder rigtigt meget for elevernes trivsel og mulighed for at benytte sig af de tilbud skolen har.
- Det er super dejligt med mere plads og lysere lokaler. Der er muligheder for mange flere tilbud og mere kvalitet i tilbuddene til eleverne, siger Malik Hegelund Olsen.
En af skolens elever, som er kommet på stedet næsten siden skolen åbnede, glæder sig meget over de nye lokaler,
- Vi har fået mere lys og plads og flere lokaler til vores aktiviteter. Det er vigtigt, fordi mange af brugerne er kreative. Nogle spiller også musik, og vi har fået instrumenter nu. Det hjælper mig meget at have det fællesskab, som er på skolen siger Antoenithe Hendriksen til Sermitsiaq.AG.
Plads til fysisk træning
De nye større lokaler er fundet i samarbejde med kommunen, og der har været fælles forståelse for behovet for mere plads, fortæller bestyrelsesformanden. De gamle lokaler var omkring 480 m2, mens de nye rummer 840 m2 til brug for eleverne i forskellige værksteder og opholdsrum.
Den øgede plads gør det blandt andet muligt at udmønte et legat på 53.843 kroner fra Lions Club Odense, der skal bruges til motionsudstyr, som eleverne selv har ønsket, så de også kan bruge kroppen fysisk på skolen.
Skolen er årligt i kontakt med omkring 240-280 forskellige personer, som bruger faciliteterne.
Masser af hjerte i ledelsen
Ud over nye lokaler bliver der også budt ordentligt velkommen til skolens nye forstander Charlotte Ludvigsen. Hun takker i sin tale forgængeren Gujo Thorsteinsson for det store arbejde, han har lagt i skolen, siden den åbnede i 2016. Bestyrelsesformand Malik Hegelund Olsen er også glad for de kræfter, der har været og fortsat vil være på skolen.
- Guju er jo nærmest indbegrebet af kofoeds skole, fordi han har været med fra starten. Han er en betydelig skikkelse i Kofoeds Skole. Han er her heldigvis stadig som konsulent
- Så vi stadig kan gøre brug af hans vide, erfaring og netværk, samtidig med at vi har fået en ny dygtig forstander
Bestyrelsesformanden fortæller, at der var mange ansøgere til jobbet, men at han er virkelig glad for, det er Charlotte Ludvigsen, der har sagt ja til opgaven.
- Vi kan mærke, at hun har hjertet på rettet sted. Det skal man have, når man arbejder med denne her målgruppe. Det er ikke et otte til 16 job. Det er et tungt arbejde, som kan være slidsomt for krop og sjæl, så det er vigtigt at have hjertet med, og at man ved, hvordan man skal håndtere dagligdagen i sådan et job.