Sara Olsvigs afløser i ICC fundet
Formandskabet i ICC International er overgået fra Grønland til Canada, og Aluki Kotierk er blevet valgt til ny formand.
Aluki Kotierk er blandt andet formand for FN's Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender, og hun har været præsident for Nunavut Tunngavik Incorporated fra 2016 til 2024.
Foto: Bianca Otero/Zuma/Ritzau Scanpix
På den netop overståede generalforsamling for ICC International i Iqaluit, Nunavut, er der valgt en ny formand for organisationen i form af Aluki Kotierk. Hun overtager fra Sara Olsvig, der har varetaget formandsposten siden 2022.
Formandsposten overgik dermed officielt fra Grønland til Canada.
ICC oplyser i en pressemeddelelse, at Aluki Kotierk blandt andet er formand for FN's Permanente Forum for Oprindelige Folks Anliggender, og at hun desuden har været præsident for Nunavut Tunngavik Incorporated fra 2016 til 2024.
Gennem hele sin karriere har hun været en stærk fortaler for inuits rettigheder på både nationalt og internationalt plan, skriver ICC.
Aluki Kotierk siger, at hun er beæret og meget taknemmelig for muligheden for at tjene som formand for ICC:
– Det engagement, der gentagne gange er blevet udtrykt for at fortsætte arbejdet i enhed på tværs af Inuit Nunaat for fremtiden, er opløftende. Sara Olsvigs lederskab har styrket organisationens position og forbedret dens evne til at udføre sit arbejde, lyder det fra den nye formand.
Afgående formand Sara Olsvig udtrykker taknemmelighed over for de delegerede for muligheden for at have fungeret som organisationens formand:
– Det har været en stærk og virkningsfuld generalforsamling. ICC’s delegerede er *norsaq* – harpunhåndtaget – for alle inuit. Gennem deres beslutninger og den erklæring, de udarbejder, giver de os i ICC en præcis retning for den kommende periode.
– ICC er derefter deres *tuukkaq* – selve harpunspidsen, der bider sig fast under dyrets hud. De delegerede udstikker kursen og sender ICC ud i verden, hvor vi bider os fast ved beslutningsbordene. ICC insisterer fortsat på at være med ved beslutningsbordene i internationale forhandlinger – i rum, hvor vi ikke altid er velkomne – fordi det er det, vores folk har pålagt os at gøre, udtaler Sara Olsvig.
ICC Internationals ledende bestyrelse ser nu således ud:
Formand: Aluki Kotierk
Alaska: Præsident Marie Greene og vicepræsident Nicole Kanayurak Wojciechowski.
Canada: Præsident Herb Nakimayak og vicepræsident Nathan Obed.
Tjukotka: Præsident Irina Meshcheriakova og vicepræsident Maria Leita.
Kalaallit Nunaat / Grønland: Præsident Emma Lennert og vicepræsident Nivi Rosing.