Sara: En stærk misfortolkning, Aleqa
IA’s Sara Olsvig mener, at Siumuts Aleqa Hammond er forkert på den, når hun siger, at der er ’stærke kræfter, der arbejder på at rulle selvstyreaftalen tilbage’
I kølvandet på sidste uges afsløring af at udenrigsminister Villy Søvndal, SF, over for Folketingets grønlandsudvalg har stillet spørgsmålstegn ved, om Grønland har ret til på egen hånd at sælge råstoffer til udlandet, fik det mandag Siumut-formand Aleqa Hammond til at fastslå, at forvaltningen af råstoffer her i landet suverænt er et grønlandsk anliggende.
- Danmark har intet retsligt krav på vores råstoffer, og vi er i henhold til Selvstyreloven aldeles ikke forpligtiget til at overlade det til Danmark alene at definere råstofferne i Grønland ind i forskellige politiske kategorier, alt efter hvad der passer Danmark bedst. Svar fra udenrigsministeren viser klart, at der er stærke kræfter i Danmark, der prøver at rulle Selvstyreloven tilbage til gamle dage, hvor Fællesrådet for Mineralske Råstoffer i Grønland bestemte over vores råstoffer, sagde Aleqa Hammond således mandag.
En udmelding, som dog ikke falder i god jord hos Sara Olsvig, folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit og kandidat til valget til Inatsisartut 12. marts.
- Når Siumuts formand siger, at der er ’stærke kræfter, der arbejder på at rulle selvstyreaftalen tilbage’, så er det en stærk misfortolkning at tro, at det er den danske regering, der er tale om, siger Sara Olsvig.
Læs "Aleqa kræver klarhed over råstofaftale"
Læs "Søvndal: Har Grønland ret til at sælge råstoffer?"
Regeringen har forsvaret Selvstyreloven
- Netop Siumut burde have lagt mærke til, hvor standhaftig den danske regering i de seneste måneder har været i sit forsvar af Selvstyreloven og Grønlands kompetencer på råstofområdet. Mens debatten har raset blandt de danske oppositionspartier om ’timeout’ og anden indblanding fra dansk side, så har både den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokra-terne, udenrigsminister Villy Søvndal, SF, og en række andre danske ministre gang på gang gjort det meget klart, at forvaltningen af Grønlands råstoffer er et grønlandsk anliggende.
- Der, hvor der er brug for et stærkt samarbejde, er, når vores råstoffer af strategisk karakter skal eksporteres. Om det svarer den danske udenrigsminister i et svar til Folketingets Grønlandsudvalg ganske korrekt. Det vil være en vurdering fra sag til sag, hvilken udenrigs- og sikkerhedspolitisk betydning eksporten har. Det er klart, og det burde Siumuts leder også vide, lyder det fra Sara Olsvig, der fremhæver, at kompetencen på råstofområdet er ’vores’, men der skal samarbejdes om udenrigspolitikken.
Først efter valget til Inatsisartut skal den kommende aftale mellem Grønland og Danmark om udenrigs- og sikkerhedspolitiske aspekter i forbindelse med råstofaktiviteter forhandles færdig.