Forsvarer i Blok 5-sag: Tvivlen skal komme tiltalte til gode
Mandag eftermiddag hører vi de sidste ord i Blok 5-sagen, hvor anklagemyndigheden forsøger at få dømt en 42-årig mand for det meget omtalte drab i Nuuk i 2024. Forsvarer og anklager er uenige om mangt og meget – men ikke om det hele.
Der falder dom i Blok 5-sagen tirsdag, oplyser dommeren i Sermersooq Kredsret.
Foto: Morten Okkels
Efter knap fire dage er dommer og domsmænd i Sermersooq Kredsret klar til at høre procedurerne. Først fortæller anklagerfuldmægtig Aprilia Jespersen, hvorfor hun ønsker den 42-årige tiltalte i sagen dømt for manddrab.
– Jeg finder det betænkeligt, at en mand tiltalt for drab ikke har et behov for at forsvare sig selv, siger hun med henvisning til, at den tiltalte sagen igennem har afvist at udtale sig.
Derefter går anklageren videre til de forensiske beviser, der belaster den 42-årige i sagen.
– Man fandt hans DNA, finger- og håndaftryk, der placerer ham både på gerningsstedet, findestedet og effekter omkring findestedet, påpeger Aprilia Jespersen.
Anklagerens udlægning er, at den tiltalte på den pågældende aften i 2024 havde tænkt sig at overnatte hos sin søster, der bor i Blok 5. Da han gik forgæves, besluttede han sig til at sove i depotrummet.
Hernede har han mødt den 20-årige, der allerede lå og sov på en samling madrasser. Og her må noget have slået klik for den tiltalte mand, mener anklageren:
– Afdøde har været udsat for kraftige, alvorlige slag i ansigtet - minimum 19 slag med en sten. (...) Det må have stået klart for tiltalte, at offeret kunne dø som følge af den voldsudøvelse, der blev begået mod ham, siger hun.
Den 42-årige forholder sig tavs ligesom i sidste uge, og den mørke trøje er skiftet ud med en lys. Han virker lidt mere nervøs i dag end tidligere, men forholder sig stadig ret stille og roligt.
Andre personer i spil
Så bliver det forsvarsadvokat Marie Louise Frederiksens tur:
– Enhver rmelig tvivl skal komme den tiltalte til gode, understregede hun for det første.
De tekniske beviser giver ikke retten et entydigt svar på, hvem der forårsagede afdødes død, siger forsvareren. Hun understreger, at genetisk materiale skal ses i kontekst, som et ekspertvidne sagde til retten under sidste uges afhøringer.
Konteksten er her, at der er fundet DNA fra hendes klient, men der er også fundet DNA fra andre personer, understreger Marie Louise Frederiksen.
Og der er ikke fundet DNA fra den 42-årige på sagens vigtigste genstand – nemlig den sten, som efter alt at dømme har været gerningsvåbenet.
Marie Louise Frederiksen mener i øvrigt, at det rejser ekstra tvivl om hendes klients skyld, at politiet fortsat har en yderligere person sigtet i sagen.
– Det siger da noget, at politiet fortsat sigter ham. Hvis man var så sikker på, at det ikke var ham, hvorfor har man så ikke opgivet sigtelsen, spørger hun.
Hvis retten alligevel finder, at den 42-årige slog den unge mand med stenen, bør det resultere i en dom for vold med døden til følge, ikke manddrab, konkluderer hun.
Enige om eventuel foranstaltning
Anklager og forsvarer er samtidig enige i en vigtig ting: Hvis manden kendes skyldig, bør det give en dom til psykiatrisk hospital, ikke en almindelig foranstaltning til anstalt.
– Det står klart, at vi har at gøre med en tiltalt, som er syg og nu indlagt i Danmark, hvor han er velmedicineret, og det går bedre, påpeger Aprilia Jespersen.
Manden har forud for retssagen opholdt sig på den retspsykiatriske afdeling R3 på Aarhus Universitetshospital.
Der er et yderligere forhold i sagen, idet den 42-årige er tiltalt for at slå en kvinde i juli 2024 i Nuussuaq.
Begge de indkaldte vidner i dette forhold er imidlertid frafaldet, så det kunne tyde på en frifindelse i den del af sagen. Men tiltalen er ikke frafaldet, så det er stadig op til retten at afgøre.
Der falder dom i sagen i morgen tirsdag klokken 14.00, oplyser dommeren.