SAR-operation: To savnede er fundet omkomne i fjorden
De to personer, der søndag var målet for en SAR-operation, er fundet døde.
En stor SAR-operation i Nuup Kangerlua er blevet afsluttet med en ulykkelig udgang.
Manden og kvinden, som var savnet, er desværre blevet fundet omkomne.
Det oplyser Arktisk Kommando, som har ledet eftersøgningen, efter at politiet satte den i gang natten til søndag.
- Klokken 17.00 lokal tid stod det dog klart, at begge de to savnede desværre er fundet omkommet i fjorden. Grønlands Politi har underrettet de pårørende om eftersøgningens tragiske udfald, skriver Arktisk Kommando på Facebook.
Politi advarer mod drivgods
Grønlands Politi oplyser, at de to savnede blev fundet livløse i vandet, men deres hvide Alaska jolle er endnu ikke blevet fundet:
- Det samme gælder den jolle, de havde på slæb.
- Vi skal derfor bede folk der sejler i området mellem Saddel Ø og Store Ø om at være opmærksomme på dette og melde til Grønlands Politi på telefon 70 14 48, såfremt de observere disse. Der kan ligeledes være drivgods i området, skriver Grønlands Politi.
Blev sidst set ved Qooqqut
Sagen begyndte ved 23-tiden lørdag aften, da en borger henvendte sig til politiet, fordi vedkommende var bekymret for de to savnede, der skulle være ankommet til Nuuk.
De to savnede blev sidst set nær Qooqqut lørdag d. 10. juni ved 20-tiden, hvor de blev set sejle i sydlig retning mod Nuuk i en hvid Alaska jolle med en anden hvid jolle på slæb.
Arktisk Kommando takker de mange borgere, der sejlede ud for at kigge efter de savnede, samt dem der har meldt ind med oplysninger til sagen.
Et fransk fly har også deltaget i eftersøgningen, fordi Arktisk Kommando fra mandag afholder en international øvelse med deltagelse fra Frankrig.