SAR-operation i gang: En mand er fundet - to eftersøges stadig

Tre personer er blevet meldt savnet, efter at de ikke er kommet retur fra en sejltur. En person er fundet, og to eftersøges fortsat.

Offentliggjort

Grønlands Politi oplyser, at der torsdag er en SAR-operation i gang i et område omkring 70 km syd for Paamiut.

Myndighederne leder efter to personer, der er meldt savnede. Oprindeligt ledte man efter tre personer, men én blev fundet onsdag aften.

Det fortæller vagtchef Hans Peter Berthelsen.

SAR-operationen blev sat i gang onsdag, efter at de tre personer blev meldt savnet kl. 13.52. De tre skulle have været hjemme mandag efter en rensdyrjagt men var ikke dukket op. De tre var sejlet fra Narsaq mod Paamiut, og ingen havde hørt fra dem siden søndag.

Politiet satte derfor en eftersøgning i gang, og kl. 19.14 onsdag aften fik myndighederne anmeldelse om, at en privat båd havde fundet den ene af de savnede, en mand.

Manden befandt sig på land men kunne fortælle, at de tre under sejlturen havde ramt en isskosse og var blevet kastet i vandet.

Manden, som blev fundet onsdag aften, befinder sig nu på sygehuset i Paamiut og har det efter omstændighederne godt, fortæller Hans Peter Berthelsen.

Myndighederne søger nu efter de resterende to savnede, og blandt andet er to helikoptere sat ind i eftersøgningen.

De pårørende er underrettet.

Powered by Labrador CMS