SAR-operation blev iværksat efter to 12-årige forsvandt
Natten til mandag iværksatte politiet en SAR-operation, efter at to 12-årige piger havde forladt en hytte i baglandet ved Sisimiut. Pigerne blev fundet i god behold.
Søndag aften besluttede to 12-årige piger, at de ville retur til Sisimiut, selvom de befandt sig i en hytte omkring 20 kilometer fra byen på ophold med en døgninstitution.
De to piger havde ikke lyst til at blive i hytten og ville gå tilbage til byen, fortæller vagtchef Søren Bendtsen til Sermitsiaq.AG.
Efter at pigerne forsvandt fra hytten, iværksatte døgninstitutionens personale i første omgang en eftersøgning, men da personalet ikke kunne finde pigerne blev politiet kontaktet.
- I samarbejde med det lokale brandvæsen og Arktisk Kommando iværksatte vi en SAR-operation til lands ved midnatstid.
- Der blev også sat en gummibåd i vandet, som skulle afsøge kyststrækningen, fortæller Søren Bendtsen.
Heldigvis blev de to piger fundet i god behold af døgninstitutionens personale omkring klokken 01.20.
- De blev fundet en syv til otte kilometer fra hytten.
- Det var godt, de blev fundet. Selv for voksne i god form vil turen ind til byen i sne og kulde være krævende, vurderer Søren Bendtsen.