Samling begynder: Børnefattigdom, demokrati og ophævelse af immunitet
Fredag indledes forårssamlingen i Inatsisartut, og første mødedag byder på debatter om blandt andet børnefattigdom og demokrati. Og så skal Inatsisartut også tage stilling til et medlems immunitet.
Kl. 11 ringer klokken ind til møde i Inatsisartut, hvor medlemmerne tager hul på forårssamlingen.
Og politikerne skal begynde samlingen med at drøfte flere tunge emner såsom børnefattigdom, demokrati, aktiv dødshjælp og omsorgen for handicappede.
Det er Asii Chemnitz Narup (IA), der har fået debatten om børnefattigdom på dagsordenen, og overskriften er "Inatsisartuts holdning til børnefattigdom, problemets omfang og løsninger herpå".
Politikeren gør opmærksom på, at børns forhold her i landet jævnligt er blevet debatteret gennem de senere år, men hun savner et konkret fokus på problemet omkring børn i fattigdom.
For mange vokser op med begrænsede muligheder
Asii Chemnitz Narup henviser blandet andet til, at Naalakkersuisut har oplyst, at forældre til i alt 3864 børn i 2020 fik det børnetilskud, som lavindkomstfamilier er berettigede til:
- Det svarer til 28 % ud af det samlede antal børn (13.777) under 18 i hele landet. Det er en alt for stor andel af børn, der skal opleve at vokse op på en måde, der ikke giver dem de samme økonomiske muligheder – og dermed muligheder i livet – som deres kammerater, skriver politikeren i sin begrundelse for debatten.
Omsorg for personer med handicap, demokrati og aktiv dødshjælp
Den første mødedag byder på i alt fire såkaldte forespørgselsdebatter, hvor politikerne diskuterer et givent emne.
En handler om at udvikle omsorgen for personer med handicap, og derudover skal politikerne også diskutere hvordan demokrati og folkestyre opfattes i Grønland, samt forholde sig til aktiv dødshjælp.
Ophævelse af immunitet
Til slut er der to lukkede punkter, hvor Inatsisartut under det ene punkt skal tage stilling til ophævelse af et medlems immunitet.
Ophævelse af immunitet sker typisk, hvis et medlem er indblandet i en straffesag. Senest fik politikeren Emanuel Nûko (N) ophævet sin immunitet i efteråret 2022, fordi politiet ønskede at tiltale og retsforfølge ham i en sag om vold.
Det er ikke offentliggjort, hvilket medlems immunitet, som der skal tages stilling til fredag.
Til slut på dagens møde skal udvalgsposterne fordeles.